Her er lidt spørgsmål jeg ofte får 🙂

Jeg har svaret ud fra min helt personlige erfaring og faglighed. Spørg endelig, hvis jeg skal uddybe mine svar eller hvis du har andre spørgsmål 🙂

Spørgsmål og svar:

Kan jeg starte til gravidyoga, selvom jeg aldrig har dyrket yoga før?

JA! Det kan du sagtens. Det du skal være ekstra opmærksom på (som alle yogavante også skal), det er virkelig at lytte til kroppen og mærke efter i de forskellige stillinger. Måske at du ikke vant til at arbejde med kroppen på denne måde, så lad kroppen vænne sig til den nye måde at bruge kroppen på. Tag det roligt i starten, hold dine pauser og nyd den nye kropsbevidsthed du får.

Skal jeg træne bækkenbund under graviditet?”

Det er nok svært at undgå at træne bækkenbunden, når du går, løfter noget, prøver at holde dig, nyser osv.. Du kan træne bækkenbunden i de forskellige stillinger og i bevægelse eller lave isoleret bækkenbundstræning. Jeg synes, at du som gravid skal fokusere på hvordan du kan afspænde din bækkenbund (hvis du lige har født inden du blev gravid, så skal du måske arbejde mere med at spænde op). Du skal holde din bækkenbund elastisk så du både kan spænde op, men især afspænde under graviditeten. Der er rigtig mange kvinder, som går rundt med en meget spændt bækkenbund og derfor er det rigtig godt at lære at afspænde. Det vil hjælpe dig rigtig meget til fødslen og det vil muligvis afhjælpe bristninger. Når du så har født, så det er igang med en aktiv bækkenbunds træning, hvor du fokusere mere op at spænde op.

“Kan yoga give større risiko for abort”

Nej! Men selvfølgelig skal du ikke overdrive noget – som med alt andet. Faktisk har det vist sig at kvinder som træner og bruger deres krop reglmæssigt under graviditet, har mindre risiko for spontan abort (fra bogen “Graviditet og motion” af
Bente Klarlund 2012). Derudover stimulerer yoga det parasympatiske nervesystem som beroligere mor og baby, yoga styrker kroppen og gør så mange gode ting for mor og baby. Dog er det virkelig vigtigt at lytte til kroppen hele tiden og holde pauser efter behov.

Må man godt lave rotationer/twist i rygsøjlen? Maser man ikke baby?

Rotationer er gode. Du skal selvfølgelig moderere øvelserne, så du ikke går så dybt som du plejer, men rotationer er gode til at skabe flow og blodcirkulation gennem ryggen, strække og afspænde. Der er nogle twist og stræk, som kan være svære at lave i takt med at maven vokser og generelt skal du ikke går så dybt i dine stræk og twists når du er gravid (af hensyn til dine ledbånd). Jeg arbejder rigtig meget med dynamiske rotationer og twist, hvor der er særlig fokus på at få blodcirkulationen igang mens du twister. Men lad vær at gå så dybt og hold stillingen i kortere tid end du plejer. Hvis rotationer ikke føles godt for dig, så lad vær.

“Hvad hvis jeg har mange plukkeveer, kan jeg så dyrke yoga?”

Ja, endelig! Mange oplever at få plukkeveer når de har travlt. Måske mærker du det ikke når du har travlt, men først når du kommer hjem efter en lang og hektisk dag. Plukkeveer er meget normalt. Nogle oplever det mere end andre og de er ikke farlige og så længe de ikke gør ondt, så er det egentlig “bare” livmoderen som øver sig til fødslen. Hvis du har mange plukkeveer kan det måske være kroppens måde at fortælle dig, at du skal slappe lidt af. Det er så vigtigt at lytte til kroppen, især under graviditet. Yoga kan være et rigtig godt redskab til at stimulere nervesystemet, berolige og afstresse kroppen. Derfor kan gravidyoga (måske ikke så meget astanga eller anden meget hårdere yoga) være rigtig godt, hvis du oplever mange plukkeveer. Hvis du er i tvivl om du har mange plukkeveer eller om det gør ondt, så snak med din jordemoder om det.

Kan jeg dyrke hotyoga som gravid?”

Nej, det vil jeg ikke anbefale. Faktisk fraråder jeg gravide at dyrke hot yoga under deres graviditet af forskellige årsager. Fx. så giver nogle af de mange øgede hormonniveauer den gravide løsere led. Varmen gør også kroppen mere fleksibel, hvilket i kombination kan ende med, at man som gravid kommer til at ligne en slap slaske dukke uden stabilitet. Hvilket øger risiko for skader og generelt ikke er så godt for kroppen. Din lille baby har heller ikke godt af at blive udsat for den høje kropstemperatur, som du ville få gennem halvanden times hotyoga. Derudover er der også den risiko, at du kan glide i sved og falde på maven. Ja, det lyder måske skørt, men der er meget fugtigt og rigtig meget sved til hotyoga og du bliver nemmere dehydreret. Så det anbefales ikke. Læs lidt mere om hot yoga til gravide HER.

Hvis du har flere spørgsmål, så skriv endelig til mig <3

IMG_3860