Lækre hjemmesyede ting til lillesøster

Opkaldet som ændrede alt

Jeg har fået mulighed for at interviewe en sej kvinde og mor – Lea. Hun deler sine tanker om, hvordan hun blev mor til sin datter Vega, der er adopteret fra Sydafrika. Lea’s fortælling rører mig dybt og især hendes beskrivelse af det øjeblik, hvor hun ser og holder sin datter for første gang.

Dette er ikke en fødselsberetning, selvom det på mange måder sagtens kunne være det. Dette er en beretning om det øjeblik hvor mor ser og holder sit barn for første gang. Om oplevelsen af at blive nogens mor. Om det øjeblik hvor kærlighedsbåndet mellem mor og barn bliver knyttet for altid.

leaplus1

Mød Lea:

?Det er en meget personlig historie, og derfor er der enkelte og nogle konkrete elementer som jeg ikke har med, alene af den grund at det er Vegas historie, og hun skal være den første der får den fortælling.

I 2005 besluttede min mand Anders og jeg at vi gerne ville have børn. Så p-pillerne blev droppet sammen med cigaretterne, og vi forestillede os at inden der var gået et år, så ville vi nok have ´gevinst´. Der skulle så gå 6 år før vi fik vores ønske opfyldt. Vi var igennem adskillige fertilitetsforsøg som ikke lykkedes – det var en hård og brutal tid med mange skuffelser og op- og nedture som sled hårdt på os begge to. Flere af mine veninder blev gravide imens vi var i behandling, og det gjorde ikke det ikke nemmere – jeg har dog altid været overordentligt lykkelig på mine veninders lykkelige omstændigheder, men man føler lidt at de allesammen – en efter en – bliver medlem af den samme ?klub?.

Set i bakspejlet er jeg ikke overrasket over at jeg ikke blev gravid. Det er sindssygt hårdt for kroppen at gennemgå behandlingerne, og al naturlighed omkring det at undfange, er fuldstændigt væk. Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg faktisk aldrig helt 100 % på at det ville lykkedes. Jeg VILLE jo gerne være gravid, så vi kunne få det barn vi så brændende ønskede os – men jeg kunne bare ikke se mig selv som gravid. Det har jeg egentlig aldrig kunnet. Så måske lå det i kortene, at det gik som det gik 😉

Hvilke overvejelser havde i omkring adoption, inden I besluttede at i ville adoptere?

Under vores fjerde forsøg/fertilitetsbehandling, havde vi talt om at det måske ikke lykkedes at gøre mig gravid, og hvad skulle vi så? Skulle vi fortsætte med behandling, bare i det private, indtil det lykkedes – uanset hvor mange gange det ville tage? Skulle vi acceptere at vi bare ikke skulle blive forældre, og så prøve at leve med det? Skulle vi kigge lidt nærmere på de dersens adoptionsbureauer? Det blev ?dør nr 3??, og vi gik igang med at google og læse alt hvad vi kunne finde om adoption.

Vi tog til informationsmøder hos de eneste 2 adoptionsbureauer der var i danmark – DANADOPT og AC BØRNEHJÆLP (idag er disse slået sammen til et, og findes på www.DIA.DK ). Efter at have læst, hør og googlet alt hvad vi kunne finde om adoption var vi endelige enige – det var det eneste rigtige for os. For selv om det måske kunne tage rigtig lang tid – så VAR der jo rent faktisk en krukke guld for enden af regnbuen denne gang – nemlig et barn.

Vi tilmeldte os AC BØRNEHJÆLP, og efter en hulens masse papirarbejde, 2 adoptionsforberedende kurser, lange samtaler med Statsforvaltningen samt hjemmebesøg for at se om vores bolig var egnet til børn (!) blev vi endelig godkendt adoption af et barn i alderen 0-36 mdr. Vi valgte Sydafrika af flere årsager. Den mest tungtvejende grund var at det var det land, som havde kortest ventetid fra man fik et barn i forslag til udrejse. I en del lande kan der nemt gå 6 måneder før man må rejse ud efter sit barn. Jeg vidste bare at jeg IKKE ville være i stand til at vente i månedsvis på at rejse, når jeg først vidste at der sad en lille dreng eller pige og ventede. Vi valgte også landet udfra muligheden for at kunne komme tilbage på besøg uden problemer. Udover alle disse praktiske grunde, så havde jeg også forelsket mig hovedkulds i de smukke brune babyer som jeg så billeder af på bureauets hjemmeside. (FYI: Billederne var altså lagt op i et lukket forum, og det var forældrene selv der lagde billederne op med små fortællinger om hvordan det gik i DK efter hjemkomst).

Vi kom ventelisten til et barn fra Sydafrika i slutningen af december 2009..

Vil du fortælle lidt om ugerne op til, at du skulle møde din datter for første gang.

“Vi har fået et barn! Vi har fået et barn. Det er en lille pige, og hun er kun 9 mdr??

Tirsdag den 25 oktober 2011 fik Anders et opkald på vej hjem fra arbejde. Han kører i bil på motorvejen, og tager derfor ikke telefonen da den ringer. Måske havde han en fornemmelse, han får ihvertfald hurtigt fundet et sted at parkere, og ringer så tilbage til det tlf nr kan se. Det var vores kontakt-person Tina, fra AC Børnehjælp. Hun spørger Anders om han kan tale med hende nu. Han svarer ja. Hun fortæller ham så at det ENDELIG er blevet vores tur til at blive forældre, og det til en lille pige på 9 mdr. Helt forfjamsket af glæde får han skriblet de vigtigeste ting ned på en lap papir, og sætter derefter kurs hjem til mig. Det første han siger da han kommer ind af døren er, ?Vi har fået et barn! Vi har fået et barn. Det er en lille pige, og hun er kun 9 mdr??. Så tudede vi begge to, og kunne ikke helt fatte at det vi havde ventet på i over 6 år, nu endelig skete. Aftenen gik med at ringe rundt til familie og venner med de gode nyheder, og at nyde de billeder vi havde fået til sendt af vores lille skat.

Vi fik at vide at vi skulle rejse til Sydafrika 05.11.11, så vi fik pludselig travlt med at forberede prinsessens ankomst. Det var faktisk ret skønt at have noget praktisk at tage sig til i ventetiden. Og pænt nødvendigt. Vi var godkendt til et barn ml. 0-36 mdr, så vi havde jo INTET købt, da vi ikke vidste om vi ville blive forældre til end pige på 2,5 år eller til dreng på 6 mdr. Jeg er heldigvis udstyret med en velvoksen shoppetrang, så det var bare skønt endelig at kunne købe noget til SIT eget barn. Jeg følte mig SÅ heldig! Det var som om at der var noget klikkede på plads da vi fik beskeden om at vi var blevet forældre til en lille pige. Det føltes bare så rigtigt, og så naturligt. Som om det var meningen.

Jeg spekulerede meget over hvordan hun rigtig så ud, hvor meget hun vejede, hvordan hun duftede, om hun ville være meget bange og utryg. Tanken ??du er blevet mor?? ramte mig faktisk først rigtig den dag hvor vi skulle møde hende første gang. Jeg kan huske at jeg trådte ud af den bil der har kørt os den lange vej, og lige et sekund havde jeg lyst til at vende mig om løbe den anden vej! Jeg blev i et ultrakort splitsekund ramt af panik, og var lige pludselig helt angst for at gøre noget forkert. Hvad hvis hun skreg så snart hun så mig? Hvad hvis jeg synes hun så mærkelig ud? Hvad hvis der var noget galt med hende, og de bare ikke havde sagt det? Jeg tvang mig selv til at trække vejret heeeelt ned i maven 2-3 gange, og gik så hen til den dame der kom ud og tog imod os?

Hvordan var det, at se din datter for første gang?

Ved ankomsten til stedet hvor Vega boede, blev vi mødt af den sødeste kvinde ved navn Kirsten. Hun viste os med det samme ned til en hovedbygning, og ind i en fin stue. Der sad vi så og svedte – både pga af varmen (det var 35 grader) og af nervøsitet. For nu var det nu!! Nu skulle jeg endelig møde min lille pige. Ud af øjenkrogen ser jeg Kirsten komme gående ned af en lille sti med retning mod stuen hvor vi sad. I armene havde hun min datter.

Vi sad helt stille, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt og jeg måtte beherske mig for ikke at stortude da jeg får Vega i armene for allerførste gang. Kirsten forlod rummet, og vi var nu kun os 3. Denne lille skabning var noget af det smukkeste jeg endnu har set. Hun var meget mindre end jeg havde regnet med, men endnu smukkere. Hun lå helt stille i mine arme, og kiggede først på mig og så på Anders. Hun havde store brune øjne, med længste sorte øjenvipper. Hun mødte mit blik helt roligt, og fastholdt det. Hun virkede helt rolig og afslappet, og efter at have kigget nysgerrigt på os begge to, faldt hun lige så stille i søvn i mine arme. Jeg var solgt til stanglakrids med det samme!!! Det var (og ER) det største øjeblik i mit liv nogensinde. Fra første gang vi var sammen alle 3 føltes det bare helt rigtigt. Som om, at det var det der havde været meningen hele tiden.

leaplus2

Har du et godt råd eller noget du vil dele med andre familier, som overvejer adoption?

Set i bagkundskabens klare lys ville jeg ønske at vi havde startet adoptionsprocessen noget før. At vi havde haft den snak noget tidligere i forløbet, i stedet for at tvinge min krop i gennem de skrækkelige behandlinger. Nogle gange får man tunnelsyn i sådanne situationer, og ?glemmer? lidt at udforske de andre muligheder der er. Man er jo (selvfølgelig!) fast besluttet på at blive ved indtil man finder ?guld?, og man kan nemt glemme sig selv og hinanden i den proces. Det sværeste i vores forløb har været at håndtere omgivelserne, og andre folks meninger, holdninger og de uigennemtænkte ting som der kan blive sagt. Det var en sorg ikke at kunne ?lave? et biologisk barn. Man forestiller sig jo hvordan at ens børn vil komme til at ligne enten far eller mor. Den sorg er man nødt til at mærke, acceptere og sige farvel til. Det skal de vordende bedsteforældre også forholde sig til. Vi holdte en form informationsmøde med vores respektive familier hvor vi kunne fortælle lidt om processen vi stod i, og de kunne stille spørgsmål. Lad folk spørge, og vær åben med det du/I har lyst til. Og sig fra hvis der kommer kommentarer som går over jeres grænser.

Alle børn er forskellige. Det er ikke anderledes for adoptivbørn. Nogle knytter sig hurtigt til deres forældre, og andre har lidt større udfordringer med det. Det er en udfordring for alle blive forældre – især for første gang. Men i særdeleshed at blive forældre til et adoptivbarn er noget helt andet. Grundet vigtigheden af tilknytningen med sit lille barn, gør at vi var nødt til at ?lukke? alle andre lidt ude i en periode. Det var kun Anders og jeg der måtte holde Vega, give hende mad, skifte hendes ble osv. Det var nok lidt svært for omgivelserne at forstå, og de har helt sikkert ment (og stadig gør det 😉 ) at vi (læs: jeg) var alt for pylrede. Det har jeg heldigvis lært at trække på skuldrene af.

Jeg er LYKKELIG for at jeg aldrig blev gravid, men at jeg blev mor på en anden, men helt rigtige måde. Om min Vega siger jeg ofte at vi ikke kunne have lavet hende bedre selv. Hun er så skøn, og vi tre passer bare så godt sammen.

leaplus3


Wow, tak for en virkelig smuk og rørende beskrivelse Lea. Jeg sidder både med gåsehud, tårer og rigtig meget varme i hjertet.

Læs mere om Lea og hendes familie mm. på hendes blog “Leaplus2.dk”

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækre hjemmesyede ting til lillesøster