"Mor, spiser du igen?"

Om at flytte til udlandet

Som i nok ved, så flyttede jeg til LA med min lille familie for lidt over et år siden. Ideen var ret impulsivt og vild, og i manges øjne nok lidt urealistisk. Men vi havde længe drømt om at prøve og bo i udlandet og vi undersøgte derfor muligheden for det. Tore blev kontaktet af et produktionsselskab som gerne ville signe ham og de havde bl.a. kontor i LA, London, Bangkok og Sydney, så var det jo “bare” at vælge en af de steder. Selvom han sagtens kunne arbejde for dem, selvom vi boede i DK. Vi elsker begge at rejse i USA og var for nogle år siden på en stor roadtrip gennem meget af landet og vi har på ingen måde fået nok af det land. Californiens klima og sproget tiltalte os også, så var det oplagt at vælge kontoret i LA.Jeg havde netop afleveret mit speciale i pædagogisk antropologi, havde endnu ikke fået et job og sukkede efter eventyr. Så vi gik igang med at søge visum, som var en ret omfattende process. Da det gik igennem rejste vi få dage efter, da vi allerede var flyttet ud af vores lejlighed og boede på 5. uge hos min søster. Vi havde ja-hatten på, selvom det hele var ret usikkert. Der var så mange som sagde, “wow, det er godt nok vildt at i gør det med et barn…, godt i ikke har to børn” Eller “det er også nu i skal gøre det, inden Aya bliver større“. Men ja, det er nok svært at finde det helt gode tidspunkt, når man skal tage springet. For der er altid noget som står lidt i vejen og nogle svære valg man skal tage, når man flytter længere væk. Men vi havde nok også gjort det med to børn eller hvis Aya var større. Rejser er en gave. Synes vi. Det er muligvis hårdt, men der er så meget godt, som overskygger det hårde.

Jeg var sindssygt nervøs for at flytte til udlandet, uden rigtig at vide hvad vi havde gang i. Tore var den eneste af os, som havde fået arbejdstilladelse (det er sindssygt svært at få) og Aya og jeg var kommet med på et “familievisum”. Planen var så at jeg skulle gå hjemme med Aya, hvilket jeg havde det meget blandet med. Jeg var lige blevet færdig med en fed uddannelse og havde rigtig meget lyst til at komme igang med at bruge antropologien og syntes lige at jeg havde afsluttet min barsel, som havde varet i 13 måneder, 8 måneder forinden. Samtidig ville jeg også rigtig gerne nyde Aya endnu mere, især nu hvor hun var blevet større og vi kunne lave nogle flere ting sammen. Jeg overvejede om jeg skulle læse videre og tage en yogauddannelse mere eller noget andet. Men jeg kunne slet heller ikke forestille mig, at Aya skulle gå i pre school (vuggestue/børnehave) dagen lang, i et nyt land med et nyt sprog. Så jeg var virkelig splittet og havde mange ambivalente følelser. For på den ene siden, synes jeg jo at det var fuldstændig fantastisk at Tores job gav os muligheden for at rejse ud og opleve verden, og på den anden side, synes jeg også at det var lidt snyd, at Tore kunne få lov at arbejde med hans store drøm og så var jeg “nødt til” at blive hjemmegående. Men når alt kom til alt, så følte jeg mig mest heldig. Og den følelse voksede dag for dag – hvilket den stadig gør.

Tore blev nødt til være ene forsøger, da jeg som sagt, ikke måtte arbejde i USA. I rigtig manges øjene var det fuldstændig sindssygt, at vi tog afsted, da Tore bliver betalt pr. job og vi jo på ingen måde vidste, hvor mange jobs han ville få og hvornår. Ja, DK har nogle lidt skøre skatteregler, som jeg ellers altid har været stor fan af og på sin vis stadig er (åh nej, nu åbner jeg forhåbentlig ikke op for en større politisk diskussion….), så skulle Tore betale skat i DK og i USA, selvom vi var “meldt ud” af DK i den periode i boede i et andet land. Personligt synes jeg at det var helt godnat, men ja, det var nu sådan at det var. Så det betød også, at Tores løn var noget mindre end normalt OG jeg kunne bidrage med ZERO…. Men tilgengæld brugte jeg rigtig mange penge…. Øhm, og så skal det lige tilføjes, at vi havde valgt at bosætte os i en af verdens dyreste byen… Hvis du synes at det er dyrt i Kbh, så ville du få et kæmpe chok ved at tage til LA.

Vi fik visum i 3 år og overvejede meget om vi skulle blive der i 3 år, men aftalte at vi ville tage en måned af gangen. Det var sindssygt fedt og mega hårdt at bo så langt fra venner og familie, og selvom Tore arbejdede for kontoret i LA, så var alle hans skydedage (når han var på optagelser) i andre lande end USA. Lidt skørt, men da det er så hjernedødt dyrt at skyde i USA, så er det meget billigere at flyve hele holdet til et andet land – fx. Romanien, Mexico, Sydafrika, Canada eller andre steder. Han fik mere og mere arbejde, hvilket jo var positivt, men også skide hårdt, når jeg skulle være alene med Aya i LA. Pludselig var vi meget langt væk hjemmefra. Heldigvis fik vi nogle rigtig gode venner, som stadig er nogle vi ser og taler meget med. Nogle helt særlige venskaber, som er meget stærke.

Af flere grunde besluttede vi at tage hjem efter små 7 måneder, da Tore fik 7-8 jobs rundt omkring i verden og jeg kunne forudse mange mange uger alene med Aya i LA. Så selvom det ikke blev 3 år i denne omgang, så var det den fedeste oplevelse nogensiden og jeg ville til hver en tid gøre det igen – hvilket vi nok også gør en dag 😉

Hvis du overvejer at tage til udlandet, så GØR DET! Også selvom det måske ikke lige passer så godt i dit liv og der er mange forhindringer som gør det lidt besværligt. GØR DET! Kast dig ud i det. Tag chancen og mærk livet. Det er så dejligt!
image

 

 

 

 

   

2 kommentarer

  • Det er rigtigt som du skriver at der altid er noget som er “i vejen” for at man kan flytte. Medmindre at man ser de mange muligheder i stedet for de få begrænsninger.

    Det er super fedt at i tog springet og fik oplevelsen, selvom det også har været hårdt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • yogamor

      Ja, jeg er virkelig også glad for det ❤️ Og som du skriver, så er det nok hvordan man vælger at se på det. Heldigvis havde vi ja-hat på og det er jeg så glad for Jeg gør det gerne igen, selvom det var hårdt

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Mor, spiser du igen?"