Müslibar

Når trætheden melder sig

Processed with VSCO with a5 preset

Nu har jeg været mor til to i 2 måneder og det har været en vild oplevelse. De første 7-8 uger har virkelig gået godt og jeg har været i den vildeste babyboble (læs om den første månede HER). Men det er som om, at den non-stop “piece of cake” følelse har ændret sig lidt. Elva er stadig mega sød og nem, men måske er min krop ikke længere pumpet med lige så mange “du glemmer alt det hårde hormoner” og trætheden er virkelig begyndt at melde sig. Shiiiiit… Det der søvn 😴 Jeg er også slappere end nogenside før eller sådan føles det. Jeg fik lavet meget mere yoga da jeg var højgravid og følte mig meget stærkere dagen før jeg fødte end nu. Tænk hvis jeg slet ikke havde dyrket yoga og passet på min krop under min graviditet, så ville jeg da være døden nær nu… 😂

Jeg er så småt (som i virkelig småt) kommet igang med min træning  igen, som primært er yoga og pilates. Har overvejet at finde løbeskoene frem, men jeg kunne heldigvis ikke finde dem imorges 😂😁 Men de kommer nok frem inden længe. Hvis mine ammebabser er klar til det hopperi ☺️ For jeg hungre efter min stærke krop og at kunne passe mit tøj!

Min gode veninde var forbi i sidste uge og kom med en skøn kommentar. Hun sagde “ej, hvor er det sjovt at se dig spise så meget kage og chokolade, det plejer du slet ikke…”. Ups. Det var en bund ærlig kommentar, som lige fik mig til at overveje hvor meget kage jeg faktisk kører ind, uden selv at bemærke det… Hvilket på en måde bare er skønt, hvis jeg så bare havde nydt kagen. Men det var ren overlevelse og kompensation for det giga søvnunderskud jeg konstant har. Kender i det? Det er jo drugs. Eller bedre end drugs… Måske skal jeg finde en anden, sundere og mere langsigtet overlevelsesstrategi… Selvom kage trods alt er bedre end mange andre drugs 😉✌🏼

   

2 kommentarer

  • Sofie

    Nøj, hvor dit indlæg rammer plet! Jeg er også blevet mor til min nr 2 (også en dejlig mild og nem pige) for 2 (og en halv) måned siden og er nu ved at være ret så træt af min alt for slappe krop trods træning. Lykkeboblen er desværre også så småt også ved at aftage og afløses af træthed og dårlig samvittighed overfor den store, som der ikke længere er samme tid til. Jeg prøver at væbne mig med tålmodighed og håb om, at der snart kommer noget mere rutine, at topmaven snart forsvinder og formen kommer igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • YOGAMOR

      På en måde rart, at jeg ikke er den eneste som har det sådanne. Puha, jeg kunne godt bruge et skud oxytocin, som kunne give mig nogle af de der seje mor-superhelte kræfter tilbage. Formen skal nok komme tilbage… for os begge! Det bliver jeg simpelthen nødt til at tro på 🙂 We can do it! når tid og overskud er til det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Müslibar