Fødselsåndedræt

Når akut kejsersnit er en god oplevelse

Da Ester kom til verden ved akut kejsersnit.

Julie er 29 år og bor i Kbh SV med sin kæreste og deres to piger på 3 ½ år og 8 måneder. I interviewet fortæller Julie om sin anden fødsel, der endte i akut kejsersnit og hvordan det faktisk var en god oplevelse.

“Efter et halvt minut skriger hun. Hun er okay. Min kæreste fortæller mig at hun ligner sin storesøster. Da hun er klar, tager han hende med over til mig og jeg ser hende for første gang. Jeg er så lettet over at det er gået godt. Over at kejsersnittet ikke levede op til min frygt.”

julie2

Vil du fortælle om din fødsel – hvordan fødslen startede og hvordan forløbet foregik?

Det er en fredag morgen i maj. Jeg er 40+1 og har dagen i forvejen tænkt at jeg nok kommer til at gå noget over tid. Jeg føler mig utilpas og min kæreste følger vores datter i vuggestue på vej til arbejde. Jeg prøver at gå i seng igen, for at få sovet lidt og forhåbentlig få det lidt bedre. Jeg har ikke ligget der længe, før jeg begynder at få nogle kraftige plukveer. Hurtigt, føler jeg at plukveerne bliver til rigtige veer og jeg får kulderystelser. Jeg laver nogle varmepuder og ligger mig under dynen igen. Det gør især ondt henover lænden og veerne kommer mere hyppigt med omkring 6-7 minutters mellemrum. Jeg skriver til min søster, som skal komme fra Århus til København for at passe vores datter, at det måske bliver i dag, og at jeg vil give besked snarest. Jeg skriver også til min kæreste, at der er noget under opsejling, men at jeg klarer det fint selv indtil videre, så han behøver ikke at komme hjem endnu. Jeg får desuden snakket med en veninde, som vil tage vores datter med hjem fra vuggestuen, hvor hendes egen datter også går.

En halv time efter jeg har fået styr på diverse aftaler, tager veerne til. De kommer med tre minutters mellemrum, og jeg beder min kæreste komme hjem. Han cykler hurtigt over til vores veninde med nøglerne til lejligheden, så hun kan give dem til min søster, når hun kommer fra Århus. Imens ringer jeg til fødegangen og siger at vi snart kommer. Da min kæreste er tilbage, har jeg svært ved at håndtere veerne. De kommer med to minutters mellemrum, og gør så ondt, at jeg ikke kan holde ud, at være i min krop. Jeg får kvalme og kaster op imens vi venter på taxaen. På vej ned af trappen, er vi nødt til at holde to ve-pauser. Taxaturen kan jeg nærmest ikke huske. Da vi holder i parkeringskælderen under Hvidovre, vil dankortmaskinen i taxaen ikke virke. Jeg har veer konstant, og vi bliver enige om, at jeg går i forvejen. Jeg kan ikke finde fødegangen, og står på et gangareal og kaster op i en pose og ryster. Jeg tager fat i en kittel, der går forbi mig, og beder om at få hjælp til at komme til fødegangen. Hun følger mig, men jeg kan næsten ikke gå for veer, og er nødt til at stoppe op hele tiden. Den søde dame i kittel, fanger en portør, og får ham til at transportere mig til fødegangen. Min kæreste ankommer samtidigt med os. Hvor er jeg glad for at se ham! De havde opgivet at betale for taxaen, og havde i stedet udvekslet numre.

Vi kommer hurtigt ind i en modtagestue. Mine veer kommer med et minuts mellemrum, og jeg kan på ingen måde trække vejret igennem dem. Jeg føler panik og siger med det samme, at jeg vil have en epidural, medmindre jeg er meget udvidet. Jordemoderen og den studerende sætter doptonen på min mave. Den lille har for lav hjertefrekvens. De tager min temperatur. Jeg har 40 i feber. Jeg beder om noget at drikke, men de siger nej. Jeg spørger om jeg da skal have et kejsersnit? De siger at det nok skal gå hurtigt, og de går ud på gangen for at snakke og konsultere en læge eller afdelingsjordemoderen.

Da de kommer ind, undersøger de mig. Jeg er kun udvidet tre centimer. Tre centimeter! Jeg siger, at så må de gerne bestille den epidural nu. De prøver at se om de kam få fødslen til at gå hurtigere ved at tage vandet. De synes det ser lidt grønt ud, og siger igen, at det nok skal gå hurtigt. Jeg ser klip og sugekopper for mig, og spørger om ikke bare vi skal lave det kejsersnit. Jo, siger de, og fem minutter senere ligger jeg på operationsbordet. Jeg får fortalt om min skræk for kejsersnit, nåle og den slags imellem veerne imens de gør mig klar. Anæstesilægen ligger blokaden og lettelsen over ikke at kunne føle veerne mere, skylder ind over mig. Jeg siger at det føles dejligt ikke at kunne mærke mine ben. Jeg er stadig bange, men nu kan jeg trække vejret og koncentrere mig om det, for ikke at gå i panik.

Jordemoderen står ved mit hoved og snakker beroligende til mig og fortæller hvad der sker. Hvad jeg skal kunne forvente at mærke. Efter et øjeblikket vrister de hende ud gennem mit maveskind. Der bliver sagt “slapt barn” og hun kommer over til børnelægen med det samme. Efter et halvt minut skriger hun. Hun er okay. Min kæreste fortæller mig at hun ligner sin storesøster. Da hun er klar, tager han hende med over til mig og jeg ser hende for første gang. Jeg er så lettet over at det er gået godt. Over at kejsersnittet ikke levede op til min frygt.

På opvågningen, bliver vi enige om, at det faktisk var en god oplevelse. Hun tager fint ved brystet, det lille søde væsen. Og jeg føler den instant-kærlighed, som jeg ikke havde følt efter min første fødsel. Fantastisk følelse!

Hvordan havde du det efter kejsersnittet?

Efter kejsersnittet følte jeg mig enormt lettet over at fødsel var overstået. Over at det ikke var værre, på den måde at blive skåret op. Kejsersnit var virkelig min største frygt, men pludselig synes jeg, at jeg var sluppet nemt om fødslen! Jeg lå på opvågningen i er par timer, inden vi fik en stue på barselsgangen. Da jeg skulle rejse mig for at prøve at gå, gjorde det ondt i såret. Det gjorde det i et par uger – især når jeg skulle rejse mig fra liggende. Jeg brød mig ikke om at have såret, men det var meget pænt og pludselig var det helet. Jeg fik desuden en infektion i livmoderen, der krævede en udskrabning i fuld narkose og mange drop med antibiotika. Men den infektion var der også inden fødslen. Det var grunden til jeg havde feber.

Hvad var det hårdeste ved kejsersnittet?

Det var helt sikkert frygten for det, de tanker jeg havde mens jeg blev klargjort. Frygten for at kunne mærke det, når de skar i mig. Og naturligvis også frygten for at den lille ikke ville komme godt ud af det – det var jo ikke for min skyld jeg fik et kejsersnit. Faktisk kan jeg kun huske frygten. Ikke hvordan det rent faktisk føltes.

Hvad er dine tanker om kejsersnit nu?

For mig var det nok en mindre traumatiserende oplevelse at føde ved kejsersnit, end det var at føde vaginalt, som jeg gjorde første gang. Jeg fik at vide, at jeg kunne vælge at få et planlagt kejsersnit, hvis jeg skulle blive føde igen. Jeg skal ikke være gravid igen…. – men jeg tror helt sikkert, at jeg ville vælge planlagt kejsersnit hvis nu… 🙈

Hvordan har du det med, ikke at føde vaginalt?

Jeg har det fint med, at jeg ikke fødte vaginalt. Nu har jeg så også prøvet det før, så jeg føler bestemt ikke, at jeg er blevet snydt for oplevelsen af at føde vaginalt. Jeg er bare glad for at hun kom ud i god behold!

julie1

Tusind tak Julie, fordi du deler din fine oplevelse med kejsersnit. Jeg så glad for, at du har haft en god oplevelse med akut kejsersnit. Det letter i hvert fald lidt på min frygt for akut kejsersnit og jeg er sikker på, at det også kan påvirke andre, som sidder med samme frygt. Ester er godt nok skøn og du er godt nok sej!

Nu hvor dagens tema er kejsersnit, så vil jeg lige bruge denne mulighed for at nævne Kejserinderne, som er efterfødselstræning og samtale for kvinder, som har født ved kejsersnit. Kejserinderne henvender sig også til kvinder som allerede under graviditeten ved, at de skal føde ved kejsersnit. Læs meget mere om Kejserinderne HER.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsåndedræt