Mine børn skal vide, at alle mennesker er lige - Mød Nete del 2

Hjemmeskole, alenetid, drømme og mama-tribe – Mød Nete del 3

Idag kommer 3. og sidste del af mødet med Nete, som er en af mødrene i “Nutidens moderskaber”, du kan læse 1. del HER og 2. del HER.

Jeg er meget fascineret af Nete og hendes families livsstil, deres måde at drømme og handle på drømmene. Jeg er også selv en drømmer, men har alligevel ofte tanker såsom; jamen, hvad nu hvis, er det ikke synd for børnene – og familien, hvis vi rejser væk eller har vi nu råd… Alle sådanne tanker, som ind imellem sætter en dæmper på nogle af drømmene. Jeg må indrømme at jeg bliver lidt inspireret af at interviewe Nete, for umiddelbart virker deres valg så “nemt” og rigtigt for dem. Ikke så meget tvivl og ikke så meget bekymring, men et frit liv med uendelige muligheder…

Læs resten af interviewet med skønne Nete og lad dig inspirere…

Beskriv hvordan en gennemsnitlig lørdag ser ud for dig?

For os er der ikke den store forskel på en lørdag og en hvilken som helst anden af ugens dage. Vi spiser ligeså tit en god morgenmad på en tirsdag som på en lørdag, tager en tur på café, til stranden, går en lang tur i skoven, bager pandekager, laver bål eller laver mad sammen. For os, er der ikke noget, der hedder weekend – hverken i forhold til indhold i dagen eller hvad angår at arbejde på vores bog om aftenen. Motivation og mulighed for læring opstår spontant i dagens oplevelser og vi griber den, når den er der, og vi arbejder når det er muligt med to børn hjemme.

Hvordan ser dit liv ud om fem år?

”Livet er det, der sker imens du lægger andre planer”

– et billede med følgende citat, fik jeg engang af min mor i fødselsdagsgave. Hun mente, at jeg er god til netop at være i livet, og jeg må da også indrømme, at jeg ikke tror specielt meget på planlægning. Uanset, hvad man planlægger, ved man ikke, om tingene rent faktisk ender ud sådan. Jeg kan godt lide at gribe dagen og livet som den/det udfolder sig, og lade mig tage af de mulighedernes vinde, der blæser. Når det er sagt, går jeg/vi med utrolig mange ideer, drømme og tanker som vi bestræber os på at føre ud i livet og tager de nødvendige tiltag for, at det kan ske, så det er på ingen måde fordi vi ligger på den lade side.

Om fem år, er Neo godt 9 år, og Nia Luna 51⁄2 år. Til den tid går de måske i skole, måske hjemmeskoler/unschooler vi dem (i Danmark eller udlandet…), og vi har forhåbentlig fået en del bøger ud, der sælger som varmt brød, så vi kan leve det frie liv, som vi ønsker. Hvad jeg med sikkerhed kan sige er, at hvis vi fortsat lever livet som vi gør nu, hvor vi kan rejse, være sammen som familie, gøre hvad der gør os glade og har vores familie og gode helbred, så er jeg fortsat en lykkelig kvinde.

 

Hvad er det aller bedste ved at være mor – og hvor ligger den største forskel fra livet uden børn til livet som mor?

Noget af det allerbedste ved at være mor er, at jeg får lov at opleve livet på ny igennem modne øjne. Den uforbeholdne og rene kærlighed, der ligger i de små bløde arme, der holder om ens hals, de skinnende øjne og overstrømmende smil, der møder en når man slår øjnene op til en ny dag og den fuldstændig blinde tiltro og tillid til, at man passer på dem.

Jeg føler, at det er svært at sætte en finger på det allerbedste, for når jeg er sammen med mine børn opstår hele tiden små bobler af indsigt, forundring, selvindsigt, nærvær og samhørighed, og for hver dag føles det som om, at mit hjerte vokser sig en kende større. Moderskabet er uvurderligt, og jeg føler udelukkende, at det har givet mig gode ting.

Udover, at jeg til tider kan savne rummet til fordybelse i egne projekter som jeg havde muligheden for før, jeg fik børn, føler jeg på ingen måde, at jeg lider afsavn eller går glip af noget. Jeg føler heldigvis, at jeg altid har været god til at gribe livet, har mærket efter, hvad der var det rigtige for mig og handlet derpå, og jeg har i den grad festet så rigeligt i mine yngre dage.

“At få Neo, vores første barn, var uden tvivl den største omvæltning – før ham levede jeg/vi som egoistisk individ/par, der gladelig spiste aftensmad kl elleve om aftenen, dansede morgensolen frem, motionerede i timevis eller tog en bif-tur på en fridag, og jeg husker, hvordan jeg nogle gange kunne blive helt overrasket over, at Neo blev ved med at være der og at han var med til ALT.”

Her er der stor forskel på at være mor eller far – som kvinde går man fra at have ubegrænset frihed til hele tiden at skulle have et barn med sig, der kræver al din opmærksomhed, energi og omsorg. Det var aldrig svært for mig; bare en overraskelse ind imellem.

Med Nia Luna er det hele lidt anderledes – jeg/vi er allerede vandt til at have et barn og til at skulle indrette vores hverdag herefter. Det eneste jeg til tider virkelig savner er, den ubetingede opmærksomhed og alenetid som jeg havde med Neo da han var spæd, og den er der ikke meget af med Nia Luna, når vi har begge børn hjemme, men det er noget som jeg er bevidst om aktivt at tage mig.

Er der noget du gerne vil sige til de kommende mødre derude – noget som DU synes er vigtigt og som måske vil inspirere?

Tro på dig selv og hvad dit hjerte fortæller dig – det er DIG, der er moderen og DIG, der ved, hvad dit barn har brug for. Lad dig ikke forblinde, forvirre eller forskrække af, hvad du i et rigt omfang vil få at vide er det rigtige af fagpersoner, bekendsskaber og familie (for ikke at nævne alt det skrevne volapyk, man kan støde på). Du er kvinde, og du er skabt til at gro et barn, føde et barn og yde omsorg for dit barn. Du er skabt til det!

Og til alle kvinder, der har født, skal føde eller overvejer at blive gravide; lad os stå sammen, hjælpe og guide hinanden. Lad den gode historie komme ud og vær der med åbne arme og lyttende hjerter for dem, der har brug for det (der er mere end rigeligt ondskab, skrækhistorier og negativitet derude, og alt det skal vi nok blive mødt med fra andre fronter). Lad os stå sammen i det som Josefine så fint kalder en Mama-tribe.

Tusind tak skønne Nete, tak for at dele dine tanker om moderskab, for at give os et indblik i jeres liv og inspirere os. Jeg ønsker dig al mulig godt fremover til jeres lille drømmende familie <3

Nete og hendes familie har bloggen “etlivsomlivsnyder.wordpress.com” og du kan læse mere om deres mobile café med øko vegetarisk take away HER.

Hvis jeg må interviewe DIG til min nutidens moderskaber føljeton, så skriv endelig en mail på josefine@yogamor.dk, så vi kan dele endnu mere inspiration <3

16997110_10154228708081302_528688624_n-2

856248_10152070400350399_1032033216_o-2

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine børn skal vide, at alle mennesker er lige - Mød Nete del 2