Mød Cecilie og læs hendes ene fødselsoplevelse

Da drømmefyren stod foran mig

 

Jeg blev for nylig spurgt, om jeg ikke ville skrive min kærligheds historie ned… Og hvor er jeg glad for det. Da jeg først gik igang med at skrive det ned, så kunne jeg jo snildt skrive en roman. Der var så mange dejlige detaljer, som dukkede op… Wow… Den kærlighed… Den kærlighed som allerede nu har sin helt egen historie og den fortsætter <3

Julen er bl.a. kærlighedens tid og i den forbindelse vil jeg dele et uddrag af min helt personlige kærlighedshistorie med jer

dag8dag7

dag3dag2

Jeg mødte Tore første gang i sommeren 2005. Jeg husker det tydeligt. Vi var lige startet i samme klasse på Kbh’s film- og fotoskole i Valby, han ville være filminstruktør og jeg ville være filmfotograf.

Vi grinede, fjollede og flere troede at vi havde kendt hinanden i flere år. Tore var sjov, charmerende og så tryllede han for mig, han havde nemlig gået på Magisk Cirkel Danmark – en trylleskole. Han var anderledes end de fyre jeg tideligere havde kigget efter, han havde ingen norsk striktrøje, ingen guitar, han havde heller ikke langt hår (helst dreadlocks) eller tatoveringer. Men vi grinede og grinede hver dag vi var sammen og efter få dage følte jeg, at vi havde kendt hinanden i flere år. Der gik nogle måneder hvor vi var meget sammen som venner, jeg var hans fotograf på et par kortfilm og vi var nærmest sammen non stop. Langsomt blev vores nære venskab til mere. Jeg var fuldstændig in love, selvom han stadig ikke havde fået dreadlocks? Vi mødtes hver morgen og cyklede det sidste stykke vej til skolen sammen. Jeg cyklede fra amager og han fra Vesterbro, så vi mødtes hver morgen kl 8.40 i rundkørslen (dengang var det en rundkørsel) ved Dybbelsbro st. Sammen cyklede vi ned til Vestre kirkegård, den smukkeste og mest stemningsfyldte kirkegård. Vi holdte i hånden mens vi cyklede og var flere gange ved at vælte. Vi grinede og sommerfuglene i maven fik os til at glemme tid og sted. Vi kiggede på smukke steder på kirkegården, det lyder måske ikke så romantisk, men det var det, og vi snakkede om, at vi gerne ville begraves der, begge to, sammen. Jeg var fuldstændig blæst omkuld af kærlighed.

Vi blev kærester, sådan rigtig kærester og jeg skulle mødes Tores forældre for første gang. Jeg var pisse nervøs, for Tore havde arrangeret det helt store set up, eller det var det jo ikke, men det blev det 🙂 Vi skulle mødes på en cafe på Bopa plads hvor man kunne sidde udenfor i deres smukke brostens gårdhave. Tores bror og svigerinde var med, dem havde jeg mødt få gange inden. Det var så hyggeligt og maden – og vinen var god. Jeg var stadig mega nervøs og ville så gerne gøre et godt indtryk på mine nye svigerforældre. Stemningen var høj under de kulørte lamper i cafeens menneskefyldte baggård. På en eller anden måde, var legen “se hvad jeg kan” skudt i gang. Én kunne løfte øjenbryn skiftevis, en kunne nå sin næse med tungen, en kunne en svær remse, en anden kunne vende det hvide ud af øjnene og i den festlige skøre stemning, hev jeg da lige mit party trick frem 😉 Nemlig at jeg kunne gå ned i bro fra stående. Et trick jeg dengang ofte hev frem i al for berusede tilstande og det var en sikker vinder. Der stod jeg så, i den brostensbelagte cafebaggård på Bopa plads. Gik selvsikkert tilbage i bro, men fortryder åbentbart halvvejs… jeg tror at maveskindet stak frem? I det jeg hiver mine arme frem og ned igen, for at vende tilbage som om intet var hændt, så fortsætter hele min krop (og kropsvægt) videre tilbage i bro og jeg rammer pladask i en hovedbro, som gjorde pænt ondt. Jeg grinede og smilede og ville på ingen måde tabe ansigt, selvom jeg godt kunne se på alle mennesker omkring mig, at lyden af hoved mod brosten ikke havde været rar. Mig afsted på skadestue med en lille hjernerystelse og der måtte jeg erkende, at mit første møde med mine svigerforældre var endt i et åndsvagt mislykket og meget pinligt stivemands party trick. Pis.

HELDIGVIS, så ringede Tores far, en mand af få ord, samme aften og sagde; “Tore, hende skal du passe godt på, for hun er noget helt særligt?? Det sødeste og mest rørende den stille men meget kloge Mogens kunne sige. Her mange år efter, er vores første møde blevet en god joke og det var selvfølgelig også god underholdning til vores bryllup for nogle år siden.

Vi har nu været kærester i mere en 10 år. Vi har været gift siden 2011 og vi har fået Aya på nu 3 år og lillesøster på vej til foråret. Vores bryllup foregik i Dagmar biografen, et sted som betyder meget for os, da vi begge har arbejdet der gennem flere år og mange af vores venner har vi mødt i Dagmar. Vi blev viet af Manu Sareen på scenen i sal 1 og det var dem smukkeste vielse jeg kunne forestille mig. Tore havde lavet en lille film om vores kærlighedshistorie, som blev vist inden min far førte mig op ad biografgulvet til en akustisk version at Etta James “At Last” – Hør sangen øverst i indlægget 🙂 Det var smukt, rørende og helt perfekt.

Tore er på alle måde min drømmefyr, han slog benene væk under mig for mere end 10 år siden og når jeg kigger på ham idag, er jeg stadig dybt forelsket. Shit, hvor er jeg heldig!

dag dag5   dag9dag4

Kys og glædelig jul

Josefine

Du kan følge Yogamor på Facebook, Instagram og Bloglovin

4 kommentarer

  • […] bryllup i Dagmar biografen. Du kan læse om vores første møde og om vores bryllup i indlægget “Da drømmefyren stod foran mig og…” . Lige nu sidder jeg og smiler. Har sommerfugle i maven og føler mig så heldig. Jeg er […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] 1. Da drømmefyren stod foran mig og mit liv ændrede sig fuldstændig…  […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • May

    Wow en historie! Og ha ha ha hvor er det et skægt første møde!!! Fantastisk I to stadig er så vilde med hinanden efter så mange år – det skal I være stolte af. Jeg elsker os min mand men tror mange kunne bruge nogle tips til at få at vide hvordan I (man) holder gnisten kørende efter så langt et forhold

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • yogamor

      Ja, det er ret vildt, som årene går og kærligheden lever højt. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor vi er så vilde med hinanden… Eller jo, det ved jeg jo godt. Fordi vi hygger os, griner, giver plads til hinanden og savner hinanden. Fordi vi synes, at det er sjovere at være sammen end ikke at være sammen. Det er på ingen måde lyserødt hele tiden, men ofte. Jeg ved ikke præcis hvilke tips jeg kunne dele, men jeg vil da lige tænke over det 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mød Cecilie og læs hendes ene fødselsoplevelse