En reflekterende stund

Jeg har haft et vildt år, når jeg tænker tilbage på det sidste års tid, så har det godt nok været en rutsjebanetur eller den vildeste adrenalin offroad pukkelpist. Jeg har haft den helt store følelsespalette fremme og malet større malerier end før. Både farverige men i den gad også mørke og dystre. Malerier jeg helst vil gemme langt væk. Men i dette rolig reflekterende øjeblik, som jeg heldigvis er kommet i, efter en langsom formiddag, så er jeg ret forundret over hvor meget jeg er vokset de seneste år. Det har været en ret vild rejse, som jeg stadig er på. Der har været tid og plads til alle slags malerier, fordi det åbentbart var nødvendigt at de skulle ses. Og det er jeg simpelthen så taknemmelig over. Alle malerier på min vej er den vildeste læring, når jeg lige stopper op og ser hvordan maleriet egentlig ser ud. Måske ævler jeg, måske giver mine ord ingen mening for dig eller mig selv imorgen. Men lige nu giver det hele ret god mening. Så tak for det.

Hvordan ser dit maleri ud lige nu?

ae792993-c41c-4652-9a52-4a78753684d3

Jeg er også en hverdagshelt

Deltidsbarsel FTW! Jeg har sagt det før og siger det lige igen. Hvor jeg dog bare elsker at være på barsel og hvor jeg dog bare elsker at arbejde med det jeg brænder for. De sidste 5 måneder, har jeg været på deltidsbarsel og det har simpelthen være sådan en skøn måde at komme langsomt igang igen og det har være så godt for Elva at få et lidt tættere forhold til både farmor og farfar og Tore, som har passer Elva de dage jeg underviser. Elva er så småt ved at blive kørt ind i vuggestue, med en meget lang indkøring. Det går rigtig fint og jeg tror at det er rigtig godt for os alle, at vi har tid til en lang indkøring. Elva er nysgerrig, glad og lidt forsigtig og vi tager det fuldstændig i hendes tempo. Heldigvis skal jeg jo ikke tilbage til et fuldtidsjob, jeg fortsætter med de 10 timers undervisning jeg har nu og så glæder jeg mig til, at bruge med tid på bloggen, for der har været lidt stille under min barsel.

Søde Cillemor, som jeg elsker at følge både på bloggen Cillemor.dk og på Instagram under navnet Cillevv. Hun er varm, ærlig, inspirerende og sjov, og så har hun spurgt om hun måtte interviewe mig til hendes følgeton “Hverdagens helte”. Jeg sagde en smule rødkindet “Ja da” og her kommer interviewet så 🙂 Hun har bl.a. spurgt mig om at være på deltidsbarsel, om at være yogalærer/blogger, om selvkærlighed mm.

Tak for din fine blog søde Cillemor, tak for dine ord som næsten altid rammer noget i mig. Tak for dig <3

Du kan læse det ved at klikke på linket HER

 

God søndag til jer <3

cillemor

Nutidens moderskaber

Jeg har længe haft lyst til at lave en række interviews med skønne mødre, som kan give et billede af “nutidens mødre “. Havde først tænk, at der skulle være et mere klart tema for at skabe en rød tråd, men jeg vil heller ikke begrænse mit billede for meget på forhånd. Derfor bliver det helt random hvad emnet er i de forskellige interviews, men fælles for interviewene er, at mødre deler nogle af de tanker de har omkring moderskab.

Det at blive mor er for mange en kæmpe omvæltning, én ting er at man pludselig skal tage sig af et andet menneske non stop, men der medfølger også en million milliard gode og mindre gode råd, do’s and don’ts og frygt for at fejle. Det er nok en del af morpakken. Men med alle de retningslinier, kloge fagfolk og endnu klogere bloggere (inkl. undertegnede), så bliver man kun endnu mere rundt på gulvet og bange for at træde for forkert, som nybagt mor med søvnunderskud og brystbetændelse. Jeg vil derfor sætte fokus på hvordan vi mødre gør det der moderskab fantastisk på mange forskellige måder. Hvordan vi hver især ved hvad der er det rigtige for lige netop vores barn og familie. Hvordan vi åbent kan dele vores erfaringer og støtte hinanden i hver vores valg. Lad os være ikke-dømmende og i stedet være nysgerrige på vores forskellige moderskaber. Lad os videns- og erfaringsdele og bruge det der giver mening for os og lade resten passere. Lad os droppe den løftede pegefinger og i stedet finde skulderklappene frem. For vi fortjener dem. Altså skulderklappene. Alle mødre. Lad os stå sammen som søstre, som en mamatribe. Las os støtte hinanden og give hinanden endnu mere mamalove. Vi kan sgu da ikke få nok, kan vi?

Jeg har allerede interviewet forskellige skønne mødre, som deler deres tanker om og tilgange til moderskabet, men jeg vil meget gerne interviewe endnu flere. Så hvis jeg må interviewe DIG, så ville jeg virkelig blive glad. Du behøver ikke at gøre det der moderskab på en helt særlig eller nymodens måde. Bare dine tanker er for mig og sikkert mange andre, virkelig interessante.

Det bliver et lille halv antropologisk feltstudie af forskellige moderskaber og jeg glæder mig til at få stillet noget af min antropologiske craving.

Hvis jeg må interviewe dig, så skriv endelig til mig på Josefine@yogamor.dk. Bare skriv, jeg er interesseret i interview <3 Taaaak.

Den første skønne mor i skal møde er Sille som er 28 år, gift med Nikolaj på 40 år, mor til Frei på 4 år og Sølvi på halvandet år. Hun er hjemmegående og bor i Viborg. Hjemme hos dem er de meget inspireret af den ifavnske tilgang til forældreskabet, som brygger på 8 forskellige principper:

– At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen

– At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons

– At give sit barn kropskontakt

– At dele søvn

– At give mad med kærlighed og respekt

– At undgå unødige adskillelser

– At opdrage blidt og positivt

– At finde balancen i familielivet

Læs interviewet med Sille imorgen, hvor hun deler sine tanker om samsovning, langtidsamning, vikling og om at være hjemmegående mor.

LÆS med IMORGEN. Sille er så skøn og det er hendes familie også! <3

sille1

 

Mit svar til en læser…

Efter mit indlæg “12 ugers forandringer“, fik jeg et meget relevant spørgsmål af en af jer skønne læsere. Et spørgsmål som er rigtig vigtigt og som jeg derfor vil svare på i dette indlæg. Det her spørgsmål rammer spot on på mig og sikkert også på mange af jer.

Her kommer spørgsmålet og mit svar:

“Tak for din blog, som jeg følger sporadisk når dine indlæg lige rammer noget i mig, jeg bliver nødt til at lære nærmere om.
Jeg tænker på hvordan du har fået samlet overskuddet denne gang til at gennemføre en livsstilsændring som hormonkuren, når man nu netop er så drænet og udbrændt…
Det jeg har “fiaskoet” på, har været gennemgående vilje til (eller måske evne -i don’t know) at gennemføre og ikke give op undervejs på div forløb.
Det har resulteret i endnu mere opgivenhed osv osv.
Jeg er nu mega højgravid, træt og sulten og sukker-cravings er der nok af…
Men frygten sidder i mig for endnu et nederlag, endnu et forløb uden succes.
Nogen gode råd til sådan en som mig?”

 

“Hej,
Først og fremmest TILLYKKE med graviditeten 🙂 <3

Dit spørgsmål er så godt og relevant. Det kunne ha været mig, som havde skrevet ovenstående. Jeg har som sagt kun holdt mig 70-ish% til forløbet for det er et omfattende forløb, som kræver en del tid og overskud, synes jeg. Som sagt, så har jeg været på forløbet før, hvor jeg ikke lavede halvt så mange ændringer, som denne gang, men da jeg tidligere havde læst materialet og vidste lidt hvad jeg gik ind til, så var det lidt nemmere denne gang. Der er sikkert mange som har holdt sig 99% til forløbet, men det har jeg ikke haft overskud til, og det er ok. Jeg har længe nørdet kvindelige hormoner, fordi det interesserer mig helt vildt, så jeg prøvede også at se dette forløb som en lille uddannelse om hormoner – hvor jeg var lavede deltagerobservation. Jeg har stor respekt for den holistiske måde at arbejde med hormoner, da jeg har oplevet at det virkelig hjælper mange og jeg suger derfor al hormonviden til mig som en svamp. Jeg var ikke i tvivl om, at det kunne hjælpe mig. Det var derfor både et nørdestudie og en måde at hjælpe mig selv – uden helt så høje forventninger til bestemte resultater. Men jeg kan så godt følge dig, det kræver noget overskud – som man ikke altid har. På en måde ville ønske, at jeg havde gået all in på forløbet, men det overskud havde jeg ikke og har stadig ikke. Jeg gider ikke at ærgre mig over det jeg ikke gjorde, når jeg nu har gjort hvad jeg kunne og faktisk fået det bedre af det. Det er jo det som er så skørt, for man får helt sikkert meget mere overskud af sådan en livsstilsændring, men når man slet ikke har overskuddet til at tænke på at gå igang med et sådanne projekt (som det jo hurtigt bliver), så må man starte derfra. Små realistiske skridt og masser af skulderklap, tror jeg er vejen frem.

Det er faktisk noget af det sværeste, for et sådanne forløb kan enten være noget af det bedste der er sket eller det kan gøre det hele meget værre – ikke selve forløbet, men ens dårlig samvittighed, skuffelse og fiaskofølelse. Jeg er ikke i tvivl om at du har både viljen og even til at gennemføre alle mulige forløb, men på bekostning af hvad? Du skal vel ikke bare gennemføre for at gennemføre. Hvis du allerede halvvejs inde i forløbet har det bedre og så dropper det, så har det vel været en kæmpe succes, vil jeg mene? (Det her er skrevet lige så meget til mig selv, som til dig…) Som så meget andet, så handler det nok om ens forventninger (same old story…). Om at skue ned for forventningerne til sig selv (det skal jeg virkelig være bedre til), om at acceptere, at et forløb der er 50 eller 70% gennemført er måske bedre end slet ikke at gøre noget. Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv. Succes og nederlag handler jo i bund og grund om hvilke forventninger man selv har fra start. Så ved at skrue lidt ned for forventningerne til sig selv, ikke så de bliver lave, men nærmere realistiske udfra ens udgangspunkt, så er det meget nemmere at opleve mange flere successer. Jeg tror også at det handler om timing i ens liv, nogle gange så er sådanne forløb, som sendt fra himlen og andre gange ligger det som en grå samvittighedssky der kun tømmer pengepungen. Sådan har det i hvert fald været for mig.

Hormonkuren er ikke en bestemt kur man skal følge, men man bliver inspireret til at justerer nogle ting i sit liv udfra ens helt personlige hormonubalancer, som man har fundet frem til gennem hormontests. Det er derfor helt forskelligt hvilke ting man skal (kan) ændre i sit liv alt efter ens ubalancer og hvordan ens livsstil i forvejen er. Når det er en mere personlig “opskrift”, så er det lidt nemmere at holde sig til planen, synes jeg 🙂

Men hvordan ved man om timingen er rigtig? Når man har lysten men måske ikke overskuddet? Jeg ved det ikke, men jeg valgte at kaste mig ud i det. Jeg var faktisk desperat og jeg ville så gerne have det bedre end jeg havde det og med mine forholdvis lave forventninger til et bestemt resultat, så kunne det næsten kun blive en succes. Og det blev det.

Det var måske ikke et helt tydeligt svar, men jeg håber at jeg kom rundt om dit spørgsmål. Jeg håber, at du kan slappe af den sidste tid af graviditeten. Rigtig god fødsel og nyd din baby når han/hun melder sin ankomst <3 Hold kæft hvor er du sej, at du har en lavet en snart færdigbagt baby! Wauw, det er altså noget af en præstation og det mener jeg virkelig!!! Så sejt <3

 

God jul,

Kram Josefine”

Mere familietid

Der skal være balance i tingene.

Jeg har trukket stikket en smule på bloggen. Det har været tiltrængt. Jeg havde i lang tid løbet hurtigere end jeg kunne holde til og jeg savnede noget. Flere ting. Men måske mest af alt at kigge mere på mine børn. Mere på mine børn end på min skærm. I hvert fald lige nu, hvor jeg har barsel. Elva er blevet så stor og det er Aya også! Jeg kan slet ikke følge med, men jeg vil prøve. Jeg vil lige stoppe op, trække vejret dybt og nyde dem endnu mere lige NU. For tiden går hurtigere end nogensinde før – hvorfor gør den egentlig det? Og lige pludselig vil de hellere være sammen med vennerne end mig. Der er kun den tid der er og selvom de fleste af os sikkert prøver ihærdigt at tidsoptimere, så bliver vi simpelthen nødt til at lave nogle prioriteringer. Det gør jeg i hvert fald. Jeg kan ikke alt jeg gerne vil og slet ikke på én gang, som jeg åbentbart gerne vil. Ligemeget hvor hurtigt jeg løber, så er jeg ikke hurtig nok. Og det er ikke det værd!!! Der skal være balance. Jeg må prioritere. Jeg vil kigge mere på mine børn, mand, på indersiden af mine øjenlåg og på ingenting. Bare stirre ud i luften. Det er godt nok sjældent at jeg gør det….

Det er slet ikke fordi jeg vil være sur på skærmtid, for jeg er så taknemmelig for min skærmtid og vil virkelig ikke undvære det! Jeg synes, at skærmtid er blevet lidt den nye synder, hvilket jeg i nogle tilfælde godt kan forstå, men virkelig ikke altid. Det er så unuanceret (og gammeldags) bare at skælle ud på skærmen. For skærmtid kan noget helt fantastisk, som man ikke kan få andre steder. Jeg har mødt så mange skønne mennesker gennem skærmen, jeg er blevet inspireret og jeg har inspireret andre. Jeg har oplevet et stærkt fællesskab og jeg er blevet klogere. MEN som alt andet, så skal der være balance. Jeg vil ikke kigge mere på min skærm end på mine børn. BUM. Og lige fortiden kræver Både Elva og Aya lidt ekstra opmærksomhed, hvilket tager tid, som jeg bliver nødt til at finde. Det skal jeg. Jeg må prioritere og ikke hele tiden prøve at tidsoptimere, for det er sgu ikke skide sjovt eller holdbart i længden. Hvert ting til sin tid. Lige nu har jeg barsel og jeg vil suge alt ud af den sidste søde barselstid ✌🏼️😍 Bare rolig, der blevet ikke helt stille på bloggen, for min krop er fyldt med oplevelser, tanker og ord som jeg ikke kan lade vær med at dele med jer ✌🏼️

Bye the way, så var mit Yogaophold rigtig godt – og det var måske lige præcis de dage, som lige fik mig til at rykke foden fra speeder til bremse. Det var så skønt at blive inspireret med alt det jeg elsker. Yoga og graviditet. Det føles så rigtig og vigtigt for mig, at jeg snart skal ud og undervise masser af gravide og mødre igen. Fra januar starter jeg gravidforløb op hos Hélt og jeg glæder mig som et lille barn.

Processed with VSCO with a6 preset

Older posts