Nutidens moderskaber – Mød Sille

Ih, hvor jeg glæder mig til at starte denne mamaføljeton, som jeg faktisk har været så småt igang med i et år nu! Eller måske tæt på halvandet år… Det er typisk mig, jeg har mange gode ideer (synes jeg selv), men ofte lidt for mange ideer til at de alle bliver ført ud i livet, i hvert fald lige med det samme. Denne ide skal ud nu! Det skal den bare. Jeg brænder for at sprede mamalove, støtte og måske skabe et fællesskab hvor der er plads til forskellighed og hvor du kan suge til dig, og jeg savner i den grad at anvende mine antropologiske metoder i praksis. Derfor skal disse to ting selvfølgelig kombineres. Det bliver fedt! Jeg glæder mig til at møde nogle af jer skønne mamas og dele jeres tanker. Skriv til mig, hvis jeg må interview dig <3

Jeg afslørede igår (Læs HER), at vi idag skal møde den første dejlige mor. Hun hedder Sille og er 28 år, gift med Nikolaj på 40 år, mor til Frei på 4 år og Sølvi på halvandet år. Hun er hjemmegående og bor i Viborg. Hjemme hos dem er de meget inspireret af den ifavnske tilgang til forældreskabet og hun vil i dette interview giver os et indblik i hverdagen hjemme hos dem <3

Der er mange ting, jeg har lyst til at spørge Sille om, for jeg synes at hun og hendes måde at være mor på er virkelig interessant. Hun er hjemmegående, samsover med begge børn, bruger vikle i stedet for barnevogn, langtidsammer og meget andet. Jeg er dybt fascineret af hendes tanker og overvejelser omkring moderskabet og har nærmest lyst til at spørge ind til det hele på en gang. Men jeg må hellere styrer mig og prøve at strukturerer interviewet lidt 🙂 Jeg vælger derfor at spørge ind til ét emne ad gangen. Sille kan godt mærke min iver efter at få uddybet alle detaljer og siger flere gange lidt forundret, at hun synes det er lidt sjovt, at det kan være interessant at læse om, når det er normalt hos dem. Men det ER interessant. Synes jeg i hvert fald. Alle selvfølgeligheder og helt ‘almindelige’ forskellige måder at gøre tingene på er mega interessant og vi kan lærer så meget af hinanden. Fordi vi er forskellige og gør ting forskelligt.

Interviewet med Sille blev lidt langt (det kunne sagtens blive meget længere), men jeg har valgt at dele det op i to indlæg 🙂 Første del kommer her og anden del kommer imorgen 🙂

Sille, vil du fortælle lidt om den ifavnske forståelse, så dem der ikke ved hvad det går ud på, kan få en ide om det?

Den ifavnske tilgang brygger på 8 forskellige principper:

– At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen

– At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons

– At give sit barn kropskontakt

– At dele søvn

– At give mad med kærlighed og respekt

– At undgå unødige adskillelser

– At opdrage blidt og positivt

– At finde balancen i familielivet

Den ifavnske tilgang føles meget naturligt for os. Vi finder ro og mening heri. Det har dog ikke altid været sådan. Inden jeg blev mor første gang var det vigtigt for mig at mit barn kunne ligge alene, ikke blev for afhængig af mig og at jeg ikke gav det dårlige vaner. Nu tror jeg overhovedet ikke på noget af det. Slet ikke på det begreb “dårlige vaner”. Det eksisterer ikke i min verden når det handler om børn. Børn er ikke snu eller manipulerende men giver udelukkende udtryk for deres behov og det er os som forældre der skal læse deres signaler og opfylde deres behov på en blid og kærlig måde. Når det man gør ikke fungerer længere, gør man noget andet. Men hos os er der ingen søvntræning, ingen tvang og ingen “kampe der skal tages”. Vi tror på at ved at fylde barnet med tryghed, tager det selv skridtet videre helt naturligt. Vi læner os op ad ifavn på mange forskellige måder i vores hverdag. Jeg friammer Sølvi så meget hun vil, vi bærer hende i en vikle i stedet for at køre hende i en vogn, vi samsover, jeg hjemmepasser og vores børn bliver som udgangspunkt ikke passet med mindre det er nødvendigt eller noget de selv kan give udtryk for at de gerne vil, vi prøver at opdrage blidt og skabe en positiv stemning og kontakt til vores børn.

 

Det med at dele søvn, hvordan fungerer det i praksis hjemme hos jer?

Vi sover alle i soveværelset i en stor seng. Det har vi mere eller mindre altid gjort. Da Frei var helt lille forsøgte vi dog at få ham til at sove i egen seng, da det var det de fleste andre gjorde, det de sundhedsfaglige rådede os til og det vi kunne læse os frem til at der var det rigtige. Han gjorde alt for at fortælle os at han ikke ville sove alene, og han gav heldigvis ikke op. Da han kom op under min dyne med brystet i munden sov han tungt, godt og trygt og vi turde med tiden at lytte til ham og os selv og siden har han sovet mellem os <3

Sølvi har altid sovet hos mig, i min arm, ovenpå mig eller lige ved siden af. Hun falder i søvn hos mig om aftenen i stuen og sover på sofaen ved siden af mig indtil vi går i seng. Her sover hun bedst uden for mange opvågninger da hun kan mærke mig hele tiden.

Middagsluren sover hun også hos mig. Enten i sengen ved siden af mig eller i viklen. Vi elsker alle at sove sammen og det er det helt naturlige valg hos os. Vi kunne ikke forestille os at børnene lå i et andet rum eller i deres egen lukkede seng. Det er lidt forskelligt hvordan vi rent praktisk ligger, men typisk ligger jeg på siden med et barn op ad maven og et op ad ryggen. Er en af børnene syge og vi har brug for mere plads sover Nikolaj på sofaen.

Vi ser ikke rigtig nogle udfordringer i at samsove – børnene vækker ikke hinanden, de er vant til hinanden, til hinandens lyde og til at mærke hinanden. Den eneste negative ting er nok at hvis et barn er syg og kaster op i sengen, så går det ud over os allesammen der skal op og have rent sengetøj på og ikke kun barnets seng. Når vi overnatter ude hos bedsteforældre fx. sover vi også sammen. Hvis ikke i samme seng så i samme værelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre deler vi os op med et barn og en voksen i hvert rum.

Jeg falder i søvn hver aften til lyden af mit barns åndedrag <3 Jeg kan hele natten mærke en lille hånd eller fod og jeg elsker det, De må være der ligeså længe de har lyst. Vi tror på at de selv tager skridtet videre en dag. Om det bliver når de er 5 år eller 17 år det må tiden vise. De er altid velkommen.

sille2

Jeg kan se, at du har mange smukke vikler og du nævner at Sølvi ofte sover sine lure i en vikle på dig. Hvilken betydning har viklerne for dig i hverdagen? 

Vi har ingen barne- eller klapvogn til Sølvi og har ikke haft det. Alt transport foregår derfor i vikle.

Vi har heller ingen bil, cykel eller andet, så vi går til alt. Derfor er Sølvi rigtig meget i viklen og det er et uundværligt redskab for os rent praktisk. Jeg vikler hende desuden ved putning, hvis der skal laves praktiske ting og hun ikke er med på at være med, hvis hun har brug for ekstra tryghed eller en pause. Hvis vi er ude af huset sover hun også sin middagslur i viklen hos mig. Frei får også en tur engang imellem hvis han har brug for en pause eller lidt ekstra tryghed.

For mig virker det helt unaturligt at placere Sølvi i en vogn væk fra mig. Hun er helt tilfreds i viklen, det giver en masse “gratis” kropskontakt, hun har mulighed for at putte sig ind til mig hvis omverden bliver for meget. Desuden er det slet ikke dårligt for barnet at sidde i viklen og følge bevægelserne fra den voksne i stedet for at sidde selv og mere passivt i en vogn.

Det er blevet en passion for mig og en stor hobby og jeg nørder rigtig meget i vikler, blends, mærker, bindinger osv.

sille1

….. To be continued IMORGEN!!! Jubiiii, glæd jer. Imorgen vil Sille fortælle endnu mere om den ifavnske “livsstil”, om hendes tanker om at få passet sine børn, langtidsamning mm. Jubiiiiii….

 

 

Mød en virkelig sjov, skøn og ærlig blogger – Sydhavnsmor!

Sydhavnsmor er dagens gæsteblogger 🙂

Idag skal i møde en blogger, som jeg er stor fan af. Nemlig Sydhavnsmor. Når jeg læser hendes indlæg, så føler jeg altid at hun skriver lige til mig og jeg er sikker på, at mange andre har det på samme måde. Hun inspirerer mig meget og jeg er fan af hendes ærlige, lige til grænsen og humoristiske tanker om morlivet. Idag skriver hun om et emne, som har fyldt MEGET i mit liv de sidste par år og det er så fedt at få sat ord på nogle af de tanker jeg selv har gået rundt med. TAK Sydhavnmor, endnu engang rammer du spot on!

Jeg giver hermed ordet videre til Sydhavnsmor 🙂

Drømmen om hus og have ? kan Sydhavnsmor blive til Countrymor?

Yeeeees, jeg føler mig heldig! Jeg har fået æren af at gæsteblogge på Yogamor, som jeg er vild med! Hun er passioneret omkring sin store interesse for yoga, og jeg mærker virkelig i hendes indlæg, at hun elsker at blogge, og derfor elsker jeg også at læse, hvad hun skriver.

Jeg har det sidste halve års tid selv haft bloggen Sydhavnsmor.dk, hvor jeg skriver om livsstil, børn (jeg har selv to af slagsen: Uma på knap 4 år og Sofus på 16 mdr.), kultur, sund, nem og børnevenlig mad osv. Jeg er dældylme vild med at skrive, hvilket jeg har gjort i 13 år som freelance-skribent for diverse magasiner og aviser.

Som navnet på min blog antyder, er jeg bosiddende i Sydhavnen med mine unger og min mand Martin, der er uddannet sejlmager. Derfor har vi (selvfølgelig) en lille båd, der ligger i det berømte og berygtede Sydhavnen. En overset bydel i København, som vi efter ca. 10 år i en lejlighed i en sidegade til Strøget har slået teltpløkkerne ? og købt fast ejendom ? i. Jeg mener, at alle bør unde sig selv at tjekke bydelen ud, for det dårlige ry har ikke meget på sig. Sydhavnen er usnobbet, og summer af en særlig hjertevarme, der er vanskelig at støve op andre steder i dejlige København. Sydhavnen er spændende, super kulturel med masser af lokale seje tiltag, og oplevelser for alle aldersgrupper! Primært familier og børn.

Men til trods for min store kærlighed til Sydhavnen ? og min 5-værelses lejlighed på 2. sal i Komponistkvarteret ? drømmer jeg mig somme tider ned mod jorden og hen mod endnu mere luft?

Et hus! Måske et landligt hus. Udenfor byen. Tæt på vand og natur, et lokalsamfund, et drivhus, et værksted til min mand, et legehus til møgungerne og min egen lille økologiske urtehave.

I fredags holdt ungerne fri fra deres Vesterbro-institution, og vi fløj alle afsted i mine forældres lille Fiat Panda mod Tisvildeleje, for dér havde jeg sgu fundet en lille lyserød knaldhytte, som vi da bare måtte se ASAP! Martin, som nogle gange godt kan blive en smule træt af mine spontane gode ideer, blev overtalt til at køre med, og jeg fik lynhurtigt arrangeret en ejendomsmægler til at vise os det fine gamle hus, som Uma var ved at flække over af begejstring, pga. farven; lyserødt!

Alt var skønt. Vejret var med os, solen skinnede, bølgerne var flotte på stranden, og den lille søde kvinde i den lokale købmand var vittig. Uma og Sofus løb, så snart vi havde åbnet Pandaen, mod den store trampolin i haven, fløj en meter eller to op i luften, løb videre mod det lille lyserøde legehus, som så fint matchede det store hus, og gik straks i gang med at lave både suppe og kage til både ejendomsmægler og os forældre.

Jeg så straks mig selv ligge lige dér midt på plænen til foråret, på en solseng, med en hjemmepresset juice af frugter fra egen have, råbende på Martin, der løb rundt i baghaven (legende med ungerne, imens han hev grønt op af jorden til aftensmad), efter endnu en frisk juice. JOOO? Livet i Tisvilde ville ikke være dårligt.

Efter at vi havde set alt, hvad grunden havde at byde på, som også inkluderede en lille vinkælder ? og det er der ingen, der skal vise mig to gange ? så er jeg hurtigere end hurtig til at skrive under på et køb (det var egentlig bare en kælder, men jeg så bare vinen for mig?), et mega fedt anneks, som pt. blev brugt til yogaundervisning? (som jeg selvfølgelig skulle bruge som blogger ? og freelance kontor ;-)), vendte vi snotnæserne hjemad mod København. Ungerne var trætte og ditto mig, efter knap fem timers søvn natten til fredag, hvor min søn stod op kl. R Ø V, fordi han var gennempisset (pardon my French)!

Og her var det så, at alle mine tanker begyndte at strømme ind?:

Hvad er det egentlig, vi har gang i? Vi kender ikke et eneste øje, der bor i Tisvildeleje.  Muligvis vil en flytning til Tisvilde gøre en ret i forvejen presset familie-hverdag endnu mere hektisk, hvis vi skal til at bruge en time og to biler hver vej på job fremover. Pt. fungerer en glimrende el-ladcykel som hjælpsom transportmiddel, der fragter ungerne frem og tilbage mellem Sydhavnen og Vesterbro dagligt.

Fordelene ved at flytte ud af byen ? og bo i hus:

  • Ungerne kan løbe direkte ud i haven, uden at vi skal smøre kæmpe madpakker og vælte ned af trapperne og finde en grøn plet, hvor de kan gå amok på
  • Vi kan sole i vores EGEN have, når vejret er godt (sole? Ha ha dream on? det lader sig alligevel først gøre om tidligst fem år?)
  • Vi får (måske) mere frisk luft
  • Vi er nødt til at købe en bil (det er lidt sejt at have sådan en, og nu har vi li?som ikke rigtig en god undskyldning her i København. Nedern)
  • Der er ro
  • Der er natur
  • Man kan spille høj musik HELE natten, uden at ens overbo klager!
  • Man kan tonse rundt på gulvet og kaste alle de klodser man vil, uden at ens underbo klager!
 

Ulemperne ved at bo i hus ? langt væk:

  • Der er altid en masse l***, der skal laves ved huset; tag, mursten, fugt? whatever!
  • Det er langt væk fra København
  • Det er langt væk fra min familie og venner
  • Vi bliver ensomme. Vi får aldrig gæster.
  • Vi kan ikke drikke os fulde med vores venner og cykle hjem i en koger gennem København
  • Der er FOR meget ro om vinteren ? og FOR meget gang i den om sommeren (hvis vi altså rykker på huset i Tisvilde)
  • Der er FOR meget natur (kan der være det?)
  • Der er en have, der skal holdes (det er jo ikke kun at plante grønt og frugt, græsset skal jo sådan set også holdes nede?)
  • Jeg tør ikke være alene hjemme. Tænk hvis der kommer en tyv. Det er sgu da meget mere trygt at bo blandt andre mennesker i en lejlighed.

Og jeg tror egentlig, at jeg kunne blive ved med at kradse punkter ned på ulempe-listen, fordi jeg overhovedet ? som i OVERHOVEDET ikke på nogen som helst måde er klar til at forlade alt og alle til fordel for et lille lyserødt (eller blåt for den sags skyld) hus langt væk fra familie, venner, byen og Sydhavnen. Selvom der er fantastisk i Tisvilde. Jeg bliver lige præcis lige hér. I min fantastiske lejlighed på 2. sal, som jeg hver dag bakser og pruster op af trappen til med to trætte, men dejlige unger. I ain?t going nowhere!

Det lyserøde hus i Tisvilde

Sydhavnen 🙂

 


Tak søde Sydhavnsmor, for dine tanker om landet vs. byen og din gode plus/minus liste… Jeg må indrømme, at jeg synes at Sydhavnslivet lyder ret skønt!

Namasté Josefine

Du kan følge Yogamor på Facebook, Instagram og Bloglovin

Når akut kejsersnit er en god oplevelse

Da Ester kom til verden ved akut kejsersnit.

Julie er 29 år og bor i Kbh SV med sin kæreste og deres to piger på 3 ½ år og 8 måneder. I interviewet fortæller Julie om sin anden fødsel, der endte i akut kejsersnit og hvordan det faktisk var en god oplevelse.

“Efter et halvt minut skriger hun. Hun er okay. Min kæreste fortæller mig at hun ligner sin storesøster. Da hun er klar, tager han hende med over til mig og jeg ser hende for første gang. Jeg er så lettet over at det er gået godt. Over at kejsersnittet ikke levede op til min frygt.”

julie2

Vil du fortælle om din fødsel – hvordan fødslen startede og hvordan forløbet foregik?

Det er en fredag morgen i maj. Jeg er 40+1 og har dagen i forvejen tænkt at jeg nok kommer til at gå noget over tid. Jeg føler mig utilpas og min kæreste følger vores datter i vuggestue på vej til arbejde. Jeg prøver at gå i seng igen, for at få sovet lidt og forhåbentlig få det lidt bedre. Jeg har ikke ligget der længe, før jeg begynder at få nogle kraftige plukveer. Hurtigt, føler jeg at plukveerne bliver til rigtige veer og jeg får kulderystelser. Jeg laver nogle varmepuder og ligger mig under dynen igen. Det gør især ondt henover lænden og veerne kommer mere hyppigt med omkring 6-7 minutters mellemrum. Jeg skriver til min søster, som skal komme fra Århus til København for at passe vores datter, at det måske bliver i dag, og at jeg vil give besked snarest. Jeg skriver også til min kæreste, at der er noget under opsejling, men at jeg klarer det fint selv indtil videre, så han behøver ikke at komme hjem endnu. Jeg får desuden snakket med en veninde, som vil tage vores datter med hjem fra vuggestuen, hvor hendes egen datter også går.

En halv time efter jeg har fået styr på diverse aftaler, tager veerne til. De kommer med tre minutters mellemrum, og jeg beder min kæreste komme hjem. Han cykler hurtigt over til vores veninde med nøglerne til lejligheden, så hun kan give dem til min søster, når hun kommer fra Århus. Imens ringer jeg til fødegangen og siger at vi snart kommer. Da min kæreste er tilbage, har jeg svært ved at håndtere veerne. De kommer med to minutters mellemrum, og gør så ondt, at jeg ikke kan holde ud, at være i min krop. Jeg får kvalme og kaster op imens vi venter på taxaen. På vej ned af trappen, er vi nødt til at holde to ve-pauser. Taxaturen kan jeg nærmest ikke huske. Da vi holder i parkeringskælderen under Hvidovre, vil dankortmaskinen i taxaen ikke virke. Jeg har veer konstant, og vi bliver enige om, at jeg går i forvejen. Jeg kan ikke finde fødegangen, og står på et gangareal og kaster op i en pose og ryster. Jeg tager fat i en kittel, der går forbi mig, og beder om at få hjælp til at komme til fødegangen. Hun følger mig, men jeg kan næsten ikke gå for veer, og er nødt til at stoppe op hele tiden. Den søde dame i kittel, fanger en portør, og får ham til at transportere mig til fødegangen. Min kæreste ankommer samtidigt med os. Hvor er jeg glad for at se ham! De havde opgivet at betale for taxaen, og havde i stedet udvekslet numre.

Vi kommer hurtigt ind i en modtagestue. Mine veer kommer med et minuts mellemrum, og jeg kan på ingen måde trække vejret igennem dem. Jeg føler panik og siger med det samme, at jeg vil have en epidural, medmindre jeg er meget udvidet. Jordemoderen og den studerende sætter doptonen på min mave. Den lille har for lav hjertefrekvens. De tager min temperatur. Jeg har 40 i feber. Jeg beder om noget at drikke, men de siger nej. Jeg spørger om jeg da skal have et kejsersnit? De siger at det nok skal gå hurtigt, og de går ud på gangen for at snakke og konsultere en læge eller afdelingsjordemoderen.

Da de kommer ind, undersøger de mig. Jeg er kun udvidet tre centimer. Tre centimeter! Jeg siger, at så må de gerne bestille den epidural nu. De prøver at se om de kam få fødslen til at gå hurtigere ved at tage vandet. De synes det ser lidt grønt ud, og siger igen, at det nok skal gå hurtigt. Jeg ser klip og sugekopper for mig, og spørger om ikke bare vi skal lave det kejsersnit. Jo, siger de, og fem minutter senere ligger jeg på operationsbordet. Jeg får fortalt om min skræk for kejsersnit, nåle og den slags imellem veerne imens de gør mig klar. Anæstesilægen ligger blokaden og lettelsen over ikke at kunne føle veerne mere, skylder ind over mig. Jeg siger at det føles dejligt ikke at kunne mærke mine ben. Jeg er stadig bange, men nu kan jeg trække vejret og koncentrere mig om det, for ikke at gå i panik.

Jordemoderen står ved mit hoved og snakker beroligende til mig og fortæller hvad der sker. Hvad jeg skal kunne forvente at mærke. Efter et øjeblikket vrister de hende ud gennem mit maveskind. Der bliver sagt “slapt barn” og hun kommer over til børnelægen med det samme. Efter et halvt minut skriger hun. Hun er okay. Min kæreste fortæller mig at hun ligner sin storesøster. Da hun er klar, tager han hende med over til mig og jeg ser hende for første gang. Jeg er så lettet over at det er gået godt. Over at kejsersnittet ikke levede op til min frygt.

På opvågningen, bliver vi enige om, at det faktisk var en god oplevelse. Hun tager fint ved brystet, det lille søde væsen. Og jeg føler den instant-kærlighed, som jeg ikke havde følt efter min første fødsel. Fantastisk følelse!

Hvordan havde du det efter kejsersnittet?

Efter kejsersnittet følte jeg mig enormt lettet over at fødsel var overstået. Over at det ikke var værre, på den måde at blive skåret op. Kejsersnit var virkelig min største frygt, men pludselig synes jeg, at jeg var sluppet nemt om fødslen! Jeg lå på opvågningen i er par timer, inden vi fik en stue på barselsgangen. Da jeg skulle rejse mig for at prøve at gå, gjorde det ondt i såret. Det gjorde det i et par uger – især når jeg skulle rejse mig fra liggende. Jeg brød mig ikke om at have såret, men det var meget pænt og pludselig var det helet. Jeg fik desuden en infektion i livmoderen, der krævede en udskrabning i fuld narkose og mange drop med antibiotika. Men den infektion var der også inden fødslen. Det var grunden til jeg havde feber.

Hvad var det hårdeste ved kejsersnittet?

Det var helt sikkert frygten for det, de tanker jeg havde mens jeg blev klargjort. Frygten for at kunne mærke det, når de skar i mig. Og naturligvis også frygten for at den lille ikke ville komme godt ud af det – det var jo ikke for min skyld jeg fik et kejsersnit. Faktisk kan jeg kun huske frygten. Ikke hvordan det rent faktisk føltes.

Hvad er dine tanker om kejsersnit nu?

For mig var det nok en mindre traumatiserende oplevelse at føde ved kejsersnit, end det var at føde vaginalt, som jeg gjorde første gang. Jeg fik at vide, at jeg kunne vælge at få et planlagt kejsersnit, hvis jeg skulle blive føde igen. Jeg skal ikke være gravid igen…. – men jeg tror helt sikkert, at jeg ville vælge planlagt kejsersnit hvis nu… 🙈

Hvordan har du det med, ikke at føde vaginalt?

Jeg har det fint med, at jeg ikke fødte vaginalt. Nu har jeg så også prøvet det før, så jeg føler bestemt ikke, at jeg er blevet snydt for oplevelsen af at føde vaginalt. Jeg er bare glad for at hun kom ud i god behold!

julie1

Tusind tak Julie, fordi du deler din fine oplevelse med kejsersnit. Jeg så glad for, at du har haft en god oplevelse med akut kejsersnit. Det letter i hvert fald lidt på min frygt for akut kejsersnit og jeg er sikker på, at det også kan påvirke andre, som sidder med samme frygt. Ester er godt nok skøn og du er godt nok sej!

Nu hvor dagens tema er kejsersnit, så vil jeg lige bruge denne mulighed for at nævne Kejserinderne, som er efterfødselstræning og samtale for kvinder, som har født ved kejsersnit. Kejserinderne henvender sig også til kvinder som allerede under graviditeten ved, at de skal føde ved kejsersnit. Læs meget mere om Kejserinderne HER.

Mød Cecilie og læs hendes ene fødselsoplevelse

Jeg sidder på familieweekend i Marielyst og hygger amok. Der bliver klippe- klistret, drukket gløgg, spist æbleskiver, gået tur, ponyridning, brunkagebag og så er der to langtidstegte ænder i ovnen…

Jeg har modtaget en masse virkelig fine fødselsberetning, som alle rør mig meget på hver deres måde. Jeg er virkelig fan af fødsler og kan slet ikke få nok af alle de forskellige oplevelser i skønne mødre har. Jeg vil derfor dele endnu en fødselsoplevelse med jer. Send endelig flere fødselsberetninger til mig, så jeg kan dele jeres smukke og forskellige oplevelser <3

 

cecilie

Mød Cecilie, 27 år, blogger, på barsel og sygeplejeskestuderende. Hun bor på østerbro sammen med sin mand og deres tre børn. Jep, det var tre børn 🙂 Hun har været så sød, at dele sine fødselsoplevelser, så her kommer hendes seneste fødselsoplevelse med hendes tredje barn Hugo 🙂 (mere…)

Jubiii, Sydhavnsmor er dagens gæsteblogger

Mød dagens gæsteblogger “Sydhavnsmor”. Jeg er vild med hendes ærlige, sjove, ironiske og til tider liiige på grænsen indlæg. Hun er så god til at formulere mange af de tanker jeg selv, og som mange andre mødre sikkert også, går rundt med.

Læs dagens indlæg, om hvad Sydhavnsmor gerne ville have vidst INDEN hun fik børn…

“Holy Moly! Det ville jeg gerne have vidst før jeg fik børn!”

Før jeg fik børn synes jeg at det så så hyggeligt og muligvis også en anelse rosenrødt ud, at være en familie. Hyggeligt ? det er det satme, men rosenrødt er det oftest langtfra. Det er stjernehårdt at blive forældre. Jeg sir? det bare. Helt ærligt, lige fra hjertet! Og det er det fordi, at man aldrig rigtig har en pause, der altid er et lille barn der søger ens opmærksomhed og fordi man blir så fandens følsom af at få sådan et lille kræ.
En af de ting der kom aller mest bag på mig var alle de følelsesture som jeg skulle gennem, som førstegangsmor. Man gik spændt og ventede med sin store runde mave, på dagen hvor barnet ville ankomme. Og hold da helt gøjser, hvor havde jeg meget adrenalin i kroppen, da vandet gik og jeg vidste at, ?I dag skal jeg være MOR!?. Mor??? Shit, skal jeg virkelig være nogens mor??? Verdens vildeste følelse!

(mere…)

Older posts