Test af barnevogne

barnevogn

Jeg har testet en del barnevogne og jeg tænker, at mine erfaringer måske kan være til gavn for andre forvirrende mødre, som synes barnevognsjunglen kan være lidt uoverskuelig. Det er alle kombivogne jeg har testet, fra mærkerne; Emmaljunga, Trille, Teutonia, Bugaboo og Cybex.

Emmaljunga, Trille og Teutonia har været lidt ældre modeller, ca. fra 2012-2013, så modellerne har muligvis ændre sig en smule. Bugaboo og Cybex er begge fra 2016.

Når det kommer til barne/klapvogne, så er det virkelig individuelt hvilke behov man har. Når man bor i byen, synes jeg at det er optimalt at have en vogn som er lidt mindre, med drejehjul, så den er handy og nem at køre med på smalle fortove. Men det skal også være en vogn som har god opbevaringsplads, hvis man handler på vej hjem, en stærk vogn der kan holde til en del kilo, en vogn uden for små hjul, så de hænger fast mellem brosten osv., pænt design, en vogn med søskendebræt, som nemt kan klappes sammen, så den flyder lidt i bilen, mulighed for at vende klapvogen indad. Ja, og en vogn som holder til at blive brugt hver dag i nogle år, både barnevognsdelen og klapvognsdelen. Det er de kriterier jeg kigger efter i min test.

OBS! Jeg har erfaret at de barnevognsmål, som står på nettet osv., ikke altid passer helt. Så hvis du vil have de præcise mål, så må du ud med målebånd. Nogle gange er det bare 2 cm, som gør forskellen, hvis man fx. vil ha en hård lift i barnevognskasse, have plads til vognen i sin bil eller få plads i skuret.

Her kommer testen af de forskellige vogne:

Emmaljunga Edge Duo combi

Plus: Skøn vogn. Er nem at køre med, også med en hånd. Robust. Rummelig selvom den er smal. Det var muligt at få den ind og ud ad vores opgangsdør – kun ved at åbne den ene dør. Der kan være en hård lift i barnevognskassen, hvilket er rigtig fedt de første måneder. Man kan tilkøbe ståbræt til søskende. Ok opbevaringsplads i varekurven – med barnevognskassen på. Fedt at der er solsejl og myggenet indbygget i kalechen. Mulighed for at åbne kalenchen, for at få mere udluftning en varm sommerdag.

Minus: Virkelig dårlig opbevaringsplads under vognen, med klapvognsdelen på og kurven er svær at komme til. Ståbrættet fungerede heller ikke så godt, hvis man vil køre med søskende på. Flyder ret meget, når den er klappet sammen. Den er ret tung, når den skal bæres ind og ud af bilen.

Produktdetaljer:

  • Liggemål barnevogn: 79 cm.
  • Liggemål klapvogn: 90 cm.
  • Stel størrelse: 88 x 56 x 38 cm.
  • Vægt klapvognsdel: 6,0 kg
  • Vægt barnevognsdel: 5,6 kg
  • Vægt stel 11,1 kg
  • Max vægt – 20 kg
  • Pris ca. 9.000kr

Vognen får 5 ud af 6 stjerner

 Læs mere om vognen HER


Læs om at vikle sin baby HER


Bugaboo Buffalo

Plus: En rigtig lækker og robuts vogn. Alt er lavet simpelt og meget intuitivt, så den er virkelig brugervenlig. Designet er stramt og stilet. Man kan tydelig mærke at der er tænkt over alle detaljer og funktioner. Meget stærk vogn, som er nem at køre med. Opbevaringskurven under vogenen er dejlig stor. Barnevognskassen er let at klikke af og på, så du kan bruge den som lift de første måneder. Kalechen er rigtig smart, da du kan lyne op for et forlængerstykke til at give ekstra skygge. Du kan tilkøbe mange smarte tilbehørsdele til vognen, bla. et virkelig stærkt og smart ståbræt, hvor du kan klikket et sæde på. Vognen fylder lidt når den nemt klappes sammen. Hjulene er tilpas store, så de ikke sidder fast mellem brosten osv. Klapvognsdelen kan vendes begge veje. Der kan hænge en tung taske og indkøbsposer på styret, uden at den mister balancen. Mega fedt med at det ekstra smarte udstyr man kan tilkøbe, fx. kørepose, kopholder, uv sommer kaleche mm. og det er altså ikke bare dyrt ubrugligt ekstra udstyr, men virkelig smarte og gennemtænke løsninger. Bøjlen er nem at åbne og klikke af og på. Styret kan justeres meget i højden.

Minus: Lidt tung. Det kunne måske være meget fedt, at kunne ligge ryggen helt fladt – men det virker ikke som om at min pige sover dårligere i det ergonomisk støbte sæde. Lidt bred – kan lige præcis ikke komme gennem min ene opgangsdør, som Emmaljungen kunne. Regnslaget er ret irriterende. Ikke plads til en hård lift i barnevognskassen – men jeg brugte en blød lift med bund.

Produktdetaljer:

  • Vejer ca. 12,3 kg
  • Måler 88 x 54 x 34 cm (LBH) i sammenfoldet tilstand.
  • Liggemål barnevogn: 80 cm.
  • Liggemål klapvogn: ca. 95 cm.
  • Taskekroge til at hænge tasken på (op til 6 kg).
  • Kurv under sædet med en kapacitet på 35 l.
  • Vægt: 12.3kg
  • Pris ca. 10.000kr

Vognen får 6 ud af 6 stjerner

Læs mere om vognen HER

Cybex 2 i 1 Priam

Plus: Første gang jeg så vognen, tænkte jeg “Wauw, endelig findes der en rigtig flot barnevogn”. Jeg er vild med designet og synes at den er så lækker at se på og at køre med. Smart at man kan købe 2 i 1 hvor der er barnvogns- og klapvognsdel med eller du kan vælge at tilkøbe en de lux klapvognsdel, som kan ligges fladt ned og er lidt mere polstret osv. Varekurven er smart, fordi tingene under vognen ikke så nemt falder ud. Virkelig en let vogn at køre med også med én hånd. Den vinder 100% på design. Man kan nemt klikke Cybex autostol på klapvognsdelen, hvilket er SÅ smart. De har en autostol (se HER), hvor man nemt kan ligge ryggen helt ned. Hvis baby er faldet i søvn i bilen, så kan du du lade baby sove i autostolen, ligge ryggen ned og klikke den på stellet – med tilkøbte adapterer. Det er VIRKELIG smart! Den autostol (Cybex cloud Q) er GENIAL også hvis du ikke har cybex barnevogn, men bare vil bære sovende baby ind og sove videre. Jeg fik faktisk autostolen til at sidde fint på Bugaboo’en – men jeg aner ikke om det meningen! (Så det må du lige undersøge).

Minus: Varekurven under vognen er ret irriterende at komme til – især hvis du har ståbræt på, så først skal klappes ned før du kan få fat i noget. Varekurven virker ikke så stærk, hvis du fx har handlet tunge ting ind. Ståbrættet ikke helt optimalt, hjulet gik i stykker ret hurtigt (der var max 15 kg på.). Ståbrættet gjorde også at balancepunket blev skævt på vognen, så hele vognen var ved at tippe. Den er ikke så robut, som man kunne ønske. Hjulene er ikke helt så gode at køre med, som fx. Bugaboo’en (men du kan vælge forskellige hjul). Klapvognsbøjlen sidder også lidt et sjovt sted. Klapvognen virker ret åben. Kalechen har også det smarte forlængerstykke som Bugaboo’en, men i denne er et kighul af plastik. Ret irriterende. Både fordi man ofte bruger forlængerstykket når solen skinner og således kommer der meget sol gennem plastikvinduet – hvilket man ikke kan skærme af for. Hvis der skal være et hul, skal det næsten være for at få luft og ventilation og ikke et fastsyet plastikvindue – den detalje håber jeg, at de laver om. Håndtaget er heller ikke så lækkert at holde på, som de andre vogne.

Produktdetaljer:

  • Vejer ca. 12,3 kg
  • Måler 88 x 54 x 34 cm (LBH) i sammenfoldet tilstand.
  • Liggemål barnevogn: 80 cm.
  • Liggemål klapvogn: ca. 95 cm.
  • Taskekroge til at hænge tasken på (op til 6 kg).
  • Kurv under sædet med en kapacitet på 35 l.
  • Vægt: 12.3kg
  • Pris 2-1 klapvogn- og barnevognsdel i én : 3800kr (uden stel)
  • Pris De lux sæde (kun klapvogn): 3500kr
  • Pris Barnevognskasse: ca. 3000kr
  • Stel ca. 5500kr

Vognen får 5 ud af 6 stjerner

Læs mere om vognen HER

Trille Hippa Light

Plus: Billigere vogn. Flot. Kombivogn med drejehjul. Langt liggemål. Barnevognskasse og klapvognsdel kan vendes begge veje. Bøjlen på klapvognen kan nemt åbnes. God og rummelig kurv under vognen. Plads til en hård lift i barnevognskassen.

Minus: Dårligt stel, vi fik byttet stellet to gange, da det begyndte at hænge, så vogenen ikke kunne køre ordentligt. De drejebare forhjul var irriterende og havde lidt sit eget liv.

Produktdetaljer:

  • Liggemål barnevogn: 82 cm (Der er plads til en hård lift)
  • Barnevognskasse: 82x41x23 cm
  • Klapvognssæde er 95 cm i liggemål
  • Sammenklappet stel: 90x64x40 cm
  • Vægt barnevognskasse: 7,0 kg
  • Vægt stel: 8,5 kg
  • Max vægt – ? kg
  • Pris ca. 6.000kr

Vognen får 3 ud af 6 stjerner

Læs mere om vognen HER

Teutonia Mistral s 

Plus: Lækker vogn. Flot. God kvalitet. Gode drejehjul. Kunne meget det samme som Trille Hippa, bare meget mere lækker og bedre kvalitet. Kan bruges som kombivogn, ved at sætte en fast lift i klapvognen, men jeg har kun brugt den som klapvogn. Vendbart styr, smart hvis man pludselig vil ha de faste hjul forrest, når man kører på ujævnt underlag – dog ikke noget jeg har haft brug for.

Minus: Desværre så voksede Aya meget hurtigt ud af den. Når hun sad i klapvognen, ramte hendes hoved på kalechen. Så selvom hun burde kunne være der ifølge klapvognens mål, så var designet ikke til lange børn. Da hun blev 2 år, var hun vokset ud af den. Ret åben, når man bruger vognen som barnevogn med en lille nyfødt. Den er ret tung. Håndbremse i stedet for fod bremse – jeg er mere til fodbremse! Kalenchen er ikke så god til mørklægge. Fodstøtten er irriterende.

Jeg tror at modellen Mistral er blevet opdateret og forbedret – har ikke prøvet den, men den hedder nu Bliss.

Produktdetaljer:

  • Liggemål klapvogn: 94 cm. (jeg synes ikke at det virker så langt)
  • Stel størrelse:104 x 62 x 110
  • Vægt 16 kg
  • Max vægt – 15 kg
  • Pris ca. 6.300kr

Vognen får 3 ud af 6 stjerner

Se mere om den nye Bliss vogn HER

Har du været glad for en særlig kombivogn?


Læs om at vikle sin baby HER


d617c375-a0b7-40d3-b8d9-fa119c5e6f4d

Tester cykeltrailer

 

bde9d053-4271-483b-9afa-6b5809d2e921

Samarbejde med Jollyroom.dk

Jeg har længe ønsket mig en ladcykel, ja faktisk længe før jeg fik børn. Jeg synes, at de er mega seje og smarte. Men jeg synes også at de kan være ret upraktiske, tunge og voldsomt dyre. Vi har haft en opsparing til en ladcykel i mange år og hver gang vi craver rejser, så ryger kontoen i 0. Thailand vs. ladcykel… det blev Thailand.

Noget andet jeg har haft i overvejelserne, når jeg skal forestille mig en hverdag med ladcykel er, hvor smart er den egentlig når ungerne er sat af i institution og man skal vide på job gennem byen? Jeg synes, at de virker noget klodsede på de smalle københavnske cykelstier. Derudover har vi ikke rigtig plads i haven til en ladcykel – eller det har vi, men den ville ta meget plads og den ville være svær at få ind gennem havelågen.

Heldigvis har jeg lavet et samarbejde med Jollyroom.dk, hvor jeg tester og skriver min ærlige mening om en af deres cykeltrailere. På mange måder lever en cykeltrailer meget bedre op til vores behov, end en ladcykel. Denne cykeltrailer, som hedder “North 13.5 Rapider“, er en ny cykelvogn til to børn og med store stabile lufthjul. Vognen kan let monteres bag på cyklen med den medfølgende arm og kan også anvendes som klapvogn/løbevogn med det medfølgende drejelige forhjul. Vognen er let og rummelig på trods af, at der er plads til to børn og et opbevaringsrum. Det er helt vildt nemt og virkelig smart! Bag på vognen er det flere lommer, til drikkedunk, mobil, ipad og andre småting, og derudover er et rimelig stort rum bag sæderne til de lidt større ting. Deri lagde vi drejehjulet sammen med pusletaske og skiftetøj, da vi cyklede til Tores forældre sidste weekend og der kunne sagtens være flere ting i det rum. Det var en rigtig god tur på 10 km hver vej og børnene hyggede sig i vogenen. Tore kørte med cykeltraileren og det var “pieces of cake”, at cykle med den bagpå. Elva faldt i søvn på vejen, så den er også godkendt til lur 🙂

Jeg synes, at vognen er vildt lækker og en ret pæn cykeltrailer – selvom det jo er rimelig underordnet. Den kører godt, både når den er bag på cyklen og i den grad også som klapvogn! Nå ja, også kan håndtaget justeres i højden – det er altså et plus, hvis man er hobbit som mig. Prisen som er 1599kr, er også helt vildt god, særligt hvis man kigger på andre vogne eller ladcykler. Du kan læse mere om vognen HER.

Vi har planlagt Tivolitur og der skal vi helt sikkert cykle ind med vognen bagpå og bruge den som klapvogn inde i Tivoli! Og jeg tror faktisk at vi laver samme trick til den Blå Planet! Så smart altså! Jeg har op tur over at vi kan være sådan en aktiv familie, som cykler til ting:-) 🙂 Både fordi vi bevæger os mere og fordi at passe på naturen – ja og sparer penge 🚲🌎💚 Win win!

Denne vogn kan nemt klappes sammen, så den fylder minimalt og lægges ind i bilen, sættes ind i skuret eller andet. Jeg har planer om at tage den med på en løbetur i Søndermarken, for at se hvordan det går. Jeg skal nok give en update, når det sker… 😅

5d5897f1-5b6f-4b40-a943-f86c6bfc4b15

c3e48a73-e46d-437b-9400-407db2b2e52c

a48ce8a9-f76e-4e1b-9098-de9b283ceeb7

 

26abf3f5-2751-45ce-bb24-7888f74c0961

 

 

Gravidyoga

Jeg vil idag prøve at beskrive den yogatilgang jeg bl.a. bruger i min undervisning, nemlig traditionel tantrisk yoga. Der er sikkert nogle af jer som allerede sidder og har nogle forestillinger om gravid-tantayoga og når jeg nævner tantra yoga, så skal jeg stadig bruge en del tid på forklaring igen og igen. Så ofte gider jeg næsten ikke at min tantra tilgang, fordi det kræver for meget forklaring. Men jeg gad virkelig godt, at flere fik øjnene op for tantra og hvor smuk og skøn en praksis det er. Så selvom vi har været inde på emnet før, vil jeg endnu engang prøve dele mine erfaringer med traditionel tantra yoga, som jeg er uddannet indenfor og måske ændre nogle af de misforståede forstillinger jeg tit støder på. Der udsprunget mange spændende, farverige og eksotiske tantra forståelser, som måske kun er dem du kender til?

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med tantra yoga her: Del 1, Del 2, Del 3.

Yogalærer Mikael Kjærsgaard Møller, som har taget den samme teacher traning i Indien som mig, har hjemmesiden tantrayogadk.dk, hvor du kan læse mere om tantra yoga. Han har bla. beskrevet rigtig fint, hvilken forståelse af tantra vi blev undervist i på uddannelsen. Så hvis du tænker at gravid-tantrayoga lyder som noget lidt for frækt halløj, så læs med her:

Mikael skriver;

HVAD ER TANTRA OG TANTRA YOGA?

hvad er tantra og tantra yoga

Den traditionelle tilgang til Tantra Yoga

Traditionel Tantra Yoga (også kaldet Kaula) er en meditativ form for yoga, der lærer hele din krop at meditere. Det handler bl.a. om afslapning. I modsætning til mange andre yogaformer, hvor der lægges vægt på, hvilke muskler der arbejder, og hvor det strækker, handler Traditionel Tantra Yoga om den del af dig, der slapper af, og du vil blive guidet ind i en dyb afslappende og meditativ tilstand gennem yogastillinger og åndedrætsøvelser. Du lærer at følge din intuitive kropsfornemmelse og ikke fokusere på et perfekt ideal – hverken i yogaen eller i hverdagen. Når du lærer at slappe af på denne måde, giver du slip på at præstere, og du kan begynde at udtrykke dig fra dit sande selv.

Det er en praksis, der optimerer og balancerer dit subtile energi system (prana eller chi) og ikke kun fokuserer på det fysiske aspekt. Derfor optimerer denne traditionelle praksis dit system på alle måder, og bringer dig til dit fulde potentiale både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og energetisk.

Handler Tantra om sex?

Traditionelt er Tantra og Tantra Yoga meget mere end blot det fysiske og seksuelle som ofte er i fokus, når du idag hører om Tantra. Tantra er ikke et sæt teknikker til at opnå sanselig nydelse, men en måde at leve og forstå livet på, som kan give dig et liv i fuldstændig frihed og harmoni. Ikke frihed fra at tage personligt ansvar og fra at forholde dig til verden, men frihed fra alle de sociale, kulturelle og mentale ideer der begrænser dig fra at leve dit liv til dets fulde potentiale. Tantra lærer dig gennem en blanding af praksis og viden at være dit sande selv. I Tantra er der mange forskellige værktøjer til at uddanne dig selv og hjælpe dig til at udleve dit fulde potentiale. De fysiske praksisser er vigtige og inkluderer asanas (yogastillinger), pranayama (regulation af vejrtrækning) og bandhas (låse) m.m. Disse er baseret på traditionel ayurvedisk viden om prana (dit subtile energisystem), der er den vitale livsenergi. Ved at balancere og optimere prana gennem den fysiske praksis, optimerer du alle dele af dit system, og dette bringer dig til dit fulde potentiale både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og energetisk.

Viden og praksis – en vigtig del af Tantra

Udover den fysiske praksis er viden en vigtig del af Traditionel Tantra. Her menes ikke blot en intellektuel viden, men en dyb integreret viden og forståelse. Viden fra de traditionelle tekster og mestre er med til, at du kan forstå dig selv og universet, og hjælper dig med at integrere den viden du får.
Der er mange tantriske tekster, der, når du forstå hvordan de skal fortolkes, giver dig indsigt i livet (fx Dhyana/meditation, Karma, Dharma, Kundalini, Chakras, Prana, Samadhi m.m.). Med denne viden vil du stoppe med konstant at hige efter bekræftelser udefra og stoppe med konstant at sammenligne dig med andre, da du forstår og accepterer dig selv og den verden, du lever i. Dette vil føre til, at du kan leve dit liv fuldt ud og derigennem opleve ægte frihed og harmoni.

Hvis du er interesseret i Mikaels undervisning, så kan du følge ham på facebook HER

Preggo yoganørderi

Idag har jeg endelig fundet denne smukke bog frem, som ellers har stået på hylden og kaldt på mig i ugevis og mindet mig om, hvor lidt jeg egentlig sidder på min flade og læser en bog fortiden. Jeg savner det! Jeg får hørt lydbøger – som i kan læse om her. Men en rigtig bog med smukke billeder, dugten af tryksværte og tid på den flade. Det er sgu fedt! Og jeg savner at nørde gravidyoga, hvilket jeg heldigvis får gjort noget ved NU! Søde Karen Pallisgaard har skrevet denne bog om gravidyoga og selvom jeg endnu ikke har læst den, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg kommer til at sluge den på nul komma fem. Det gør jeg sådan set med alt Karen skriver fordi hun er så god! Jeg har fulgt Karen mens hun skrev denne bog – for hun var allerede igang med at skrive den, da vi tog gravidyoga uddannelsen sammen. Dengang havde hun baby på armen og jeg havde baby i maven. Bogen er skrevet som en beretning fra uge 0-42 og du kan bruge den som opslagsbog med øvelser hist og pist. Bogen er opdelt i graviditetens 42’ish uger og Karen har i hver uge skrevet en lille beretning og lavet en yogaøvelse. Jeg glæder mig til at læse den og jeg skal nok give en lille anmeldes, når den er læst – selvom jeg ikke er gravid, men blot gravidnørd.

Jeg er så småt begyndt at tælle ned til jeg starter op på min gravidyoga undervisning, som jeg gør i januar. Det er sgu lidt vildt, at der er under to måneder til… Men jeg glæder mig. For jeg savner at undervise, jeg savner alle de runde maver og dejlige hormonelle damer 🙂 Det bliver skønt at komme stille og roligt igang igen, for det føles som flere år siden jeg sidst har undervist. På onsdag og torsdag skal jeg heldigvis på endnu et gravidyoga kursus på Møn, hvor jeg rigtig skal nørde graviditet, hormoner, fødsel, yoga mm. og nøj, hvor bliver det godt!

Så til alle jer gravide, så starter jeg gravidyoga forløb op på Frederiksberg til januar.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA Processed with VSCO with 7 preset

Når en ung kvinde vil steriliseres

Den anden dag var jeg på cafe med Tore og da der var godt fyldt op på cafeen sad vi ret tæt på nabobordet. Der sad to unge kvinder og snakkede om graviditet og sterilisation. Selvom jeg virkelig gjorde mig umage for ikke at følge med i deres samtale, så blev jeg hele tiden fanget af deres snak. Måske fordi jeg bare er mega nysgerrig af natur og måske også fordi, det var et emne som virkelig interesserer mig. Den ene kvinde snakkede om, at hun gerne ville steriliseres, da hun var rigtig bange for at blive gravid. Men ingen læger ville gøre det, da hun var for ung – sagde hun. Jeg fik helt ondt i maven af at høre det. Både fordi hun ønsker at træffe et valg så definitivt og fordi hun frivilligt vil gennemføre et indgreb på sin krop, som muligvis vil få nogle konsekvenser, men måske især fordi hun er bange. Der skal være plads til, at man bestemmer over sin egen krop. Det er jeg stor foretaler for, om jeg så er enig i valget eller ej. For selvom jeg ELSKER at være mor, så ved jeg godt at det ikke er for alle. Det behøver det ikke at være. Det er heller ikke det, som sætter mine tanker igang. Jeg prøver, at tage mine antropologiske brille på og stille mig undrende og nysgerrig overfor hendes tanker. Men noget giver mig alligevel stik i maven. Det som især stikker i mig er, at hun er bange for at blive gravid. Jeg aner ikke hvorfor hun er bange, eller hvordan bange. Jeg ved ikke om det er fordi hun har oplevet noget eller hørt noget som har gjort hende bange. Eller om hun er bange for de forandringer der sker med kroppen, bange for at hun skal have en abort, bange for fødslen, bange for at blive mor, bange for at miste, bange for ikke at have kontrol over kroppen. Jeg ved ikke hvorfor hun er bange for at blive gravid. Jeg aner det ikke, for jeg kender ikke hendes historie eller grunde. Jeg kender hendes faktisk slet ikke. Så hvordan kan jeg synes noget om hendes tanker og valg?

Men hvis det er fordi, at hun er bange for graviditeten og fødslen, så håber jeg godt nok at hun får bearbejdet denne frygt og udskyder sin beslutning om sterilisation nogle år. Det er ingen skam at være bange for graviditet og fødsel, det er helt naturligt. Hvis det er en frygt der fylder meget, så tal om det. Bryd tabuet. Så er jeg sikker på, at frygten bliver mindre. Måske behøver frygten ikke at forsvinde, måske kan man lære at leve med den. Måske.

Kender i til at være bange for graviditet og/eller fødslen?

image

Older posts