Protein pandekager

B R E A T H E 

Efter jeg har født kan jeg mærke en særlig sårbarhed på forsiden af kroppen. Det er som om at der mangler noget. Selvom jeg også var meget følsom omkring min struttende mave, da jeg var gravid og gerne ville beskytte den, så beskyttede den på en måde også mig. Jeg var stolt af den og struttede med glæde maven og hele forsiden af kroppen frem i verden. Nu er maven væk eller den er der jo stadig, men den føles tom og åben, det gør hele min forside. Som om, at min mave og forside er FOR åben, både fysisk og mentalt. En åbenhed som kan gøre mig lidt usikker. Jeg har lyst til at pakke maven ind, suge navlen ind, trække i psyko stramme shape in strømpebukser, gemme den for at beskytte mig selv. 

Men jeg vil ikke gemme min åbenhed væk, jeg vil i stedet prøve at give plads til det der må komme. På godt og ondt. Jeg vil heller ikke suge navlen ind dagen lang og få en overspændt soas og forstoppelse. Jeg vil tillade blødhed, åbenhed og sårbarhed.

For måske er det denne åbenhed og sårbarhed, som tillader hjertet og kærligheden at vokse i denne vilde og kærlighedsovervældende tid. Måske er den ekstra plads i maven og de adskilte mavemuskler netop en åbning og plads til at sende ekstra meget kærlighed ind til min kerne og lukke ekstra meget kærlighed ud… Måske…

Denne sårbarhed skræmmer mig lidt. Så jeg trækker automatisk navlen ind, som jeg har gjort så mange gange før. Det er min overlevelsesstrategi, for at beskytte mig selv og fremstå stærk. Det er mit panser. Mit skjold. Min usikkerhed. Men det resulterer i at jeg ikke kan trække vejret dybt og jeg ved jo godt hvor genialt det dybe åndedræt er. At det dybe åndedræt jo nærmest er mirakelmidlet mod alt ondt… Det er det dybe åndedræt, som styrker kernemuskulaturen indefra, træner bækkenbunden, stimulerer nervesystemet og beroliger kroppen, masserer tarmene og holder gang i fordøjelsen, ilter kroppen og meget meget mere godt. Jeg er kæmpe fan af det dybe åndedræt og skal min evigt indsugede navle ikke ødelægge!

Jeg vil hellere, som min yogalærer Maria mindede mig om igår, trække vejret dybt og give slip på min indsugede navle, som i bund og grund er en møj dårlig vane og som nok er skyld i meget forstoppelse gennem teenageårene og som stadig kan være et problem. Jeg vil styrke kroppens kerne ved hjælp af åndedrættet, men lade maven være afspændt og blød.

Med den ene hånd på maven og den anden hånd på hjertet. På samme måde som jeg træk vejret, da jeg skulle connecte med baby i maven, da jeg var gravid. Nu skal jeg ikke connecte med baby i maven, men med mig selv. Med min kerne. Finde det dybe åndedræt og tillad den åbenhed og sårbarhed som der er. Åben forsiden af kroppen og giv plads til kærligheden. Giv slip på den evigt indsugede navle og find det dybe åndedræt ?? 

Bløde maver er det nye sort! Der er selvfølgelig intet i vejen med at være stærk, tvært imod. Men husk at give slip på spændte muskler i maven, så der er plads til åndedrættet.

Tak søde Maria Allingham, for en inspirerende yogatime igår. Det satte mange tanker igang 😘

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Protein pandekager