Jeg begynder at undervise om få uger…

Nu går der ikke mange uger før jeg starte med at undervise fast igen. Jeg kommer til at starte stille og roligt op to gravidhold om ugen hos Hélt og senere starter jeg flere hold op (primært gravid og efterfødselsyoga) andre steder i byen. Du kan melde dig til mine gravidforløb HER og læse lidt om min yogabaggrund HER.

Men hvorfor synes jeg at gravidyoga (og efterfødselsyoga) er så pisse fedt og vigtigt?

For mit vedkommende var yogaen et fast holdepunkt under mine graviditeter. Det var min ro, min grounding, min balsam til sjælen når hormonerne gik amok og jeg var utilregnelig hysterisk 🙂 Yogaen hjalp mig til at connecte til Aya og Elva, da de lå i maven og til at fatte at det faktisk var et menneske jeg var ved at brygge og at det ikke kun var de virkelig mange kager som gjorde mig rigeligt rund. Det var derfor en genial fødselsforberedelse både mentalt og fysisk. Det var en måde at lære min krop endnu bedre at kende, lære at have tillid til den og giv slip på kontrollen. Lære at mærke mine nye fysiske grænser, at rumme mange forskellige følelser og sindstemninger… og at forstå og bruge åndedrættet aktivt. Yoga blev mit helle, min MIGtid og det sted og tidspunkt hvor jeg kunne få lov at have det lige som jeg havde det uden at skulle præstere eller leve op til noget. Yogaen blev mit overgangsritual i en sindssyg liminal fase, hvor en kæmpe transformation var godt igang.

Det er lige præcis det som jeg gerne vil gi videre på mine gravid- og efterfødselsyoga klasser. Et rum med plads, støtte og kærlighed. Et sted hvor du kan være sammen med mange andre gravide, som også prutter, bøvser og pruster. Som også er hormonella hysterisk og grådlykkelige. Et sted hvor vi kan hylde vores skønne seje kroppe, sammen. Gravidyoga er et sted og øjeblik, hvor der er plads til dig lige som du har det, med støtte fra de andre yogasøstre ombord på samme båd. Der skal laves masser af yoga – eller en virkelig lang Savasana, hvis det er det din krop kalder på. Men kroppen skal med kærlig opmærksomhed mærkes, styrkes, bruges og beroliges.

 

Du aner ikke hvor meget jeg glæder mig til at komme igang med at undervise og til at forkæle alle de seje kvinde med noget yummi yoga 🙂

Måske kender du en gravid, som skal forkæles med at gravidyoga forløb? Måske i jule eller nytårsgave? 🙂

er-gravidyoga-foedselsforberedelse0-1

Mit svar til en læser…

Efter mit indlæg “12 ugers forandringer“, fik jeg et meget relevant spørgsmål af en af jer skønne læsere. Et spørgsmål som er rigtig vigtigt og som jeg derfor vil svare på i dette indlæg. Det her spørgsmål rammer spot on på mig og sikkert også på mange af jer.

Her kommer spørgsmålet og mit svar:

“Tak for din blog, som jeg følger sporadisk når dine indlæg lige rammer noget i mig, jeg bliver nødt til at lære nærmere om.
Jeg tænker på hvordan du har fået samlet overskuddet denne gang til at gennemføre en livsstilsændring som hormonkuren, når man nu netop er så drænet og udbrændt…
Det jeg har “fiaskoet” på, har været gennemgående vilje til (eller måske evne -i don’t know) at gennemføre og ikke give op undervejs på div forløb.
Det har resulteret i endnu mere opgivenhed osv osv.
Jeg er nu mega højgravid, træt og sulten og sukker-cravings er der nok af…
Men frygten sidder i mig for endnu et nederlag, endnu et forløb uden succes.
Nogen gode råd til sådan en som mig?”

 

“Hej,
Først og fremmest TILLYKKE med graviditeten 🙂 <3

Dit spørgsmål er så godt og relevant. Det kunne ha været mig, som havde skrevet ovenstående. Jeg har som sagt kun holdt mig 70-ish% til forløbet for det er et omfattende forløb, som kræver en del tid og overskud, synes jeg. Som sagt, så har jeg været på forløbet før, hvor jeg ikke lavede halvt så mange ændringer, som denne gang, men da jeg tidligere havde læst materialet og vidste lidt hvad jeg gik ind til, så var det lidt nemmere denne gang. Der er sikkert mange som har holdt sig 99% til forløbet, men det har jeg ikke haft overskud til, og det er ok. Jeg har længe nørdet kvindelige hormoner, fordi det interesserer mig helt vildt, så jeg prøvede også at se dette forløb som en lille uddannelse om hormoner – hvor jeg var lavede deltagerobservation. Jeg har stor respekt for den holistiske måde at arbejde med hormoner, da jeg har oplevet at det virkelig hjælper mange og jeg suger derfor al hormonviden til mig som en svamp. Jeg var ikke i tvivl om, at det kunne hjælpe mig. Det var derfor både et nørdestudie og en måde at hjælpe mig selv – uden helt så høje forventninger til bestemte resultater. Men jeg kan så godt følge dig, det kræver noget overskud – som man ikke altid har. På en måde ville ønske, at jeg havde gået all in på forløbet, men det overskud havde jeg ikke og har stadig ikke. Jeg gider ikke at ærgre mig over det jeg ikke gjorde, når jeg nu har gjort hvad jeg kunne og faktisk fået det bedre af det. Det er jo det som er så skørt, for man får helt sikkert meget mere overskud af sådan en livsstilsændring, men når man slet ikke har overskuddet til at tænke på at gå igang med et sådanne projekt (som det jo hurtigt bliver), så må man starte derfra. Små realistiske skridt og masser af skulderklap, tror jeg er vejen frem.

Det er faktisk noget af det sværeste, for et sådanne forløb kan enten være noget af det bedste der er sket eller det kan gøre det hele meget værre – ikke selve forløbet, men ens dårlig samvittighed, skuffelse og fiaskofølelse. Jeg er ikke i tvivl om at du har både viljen og even til at gennemføre alle mulige forløb, men på bekostning af hvad? Du skal vel ikke bare gennemføre for at gennemføre. Hvis du allerede halvvejs inde i forløbet har det bedre og så dropper det, så har det vel været en kæmpe succes, vil jeg mene? (Det her er skrevet lige så meget til mig selv, som til dig…) Som så meget andet, så handler det nok om ens forventninger (same old story…). Om at skue ned for forventningerne til sig selv (det skal jeg virkelig være bedre til), om at acceptere, at et forløb der er 50 eller 70% gennemført er måske bedre end slet ikke at gøre noget. Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv. Succes og nederlag handler jo i bund og grund om hvilke forventninger man selv har fra start. Så ved at skrue lidt ned for forventningerne til sig selv, ikke så de bliver lave, men nærmere realistiske udfra ens udgangspunkt, så er det meget nemmere at opleve mange flere successer. Jeg tror også at det handler om timing i ens liv, nogle gange så er sådanne forløb, som sendt fra himlen og andre gange ligger det som en grå samvittighedssky der kun tømmer pengepungen. Sådan har det i hvert fald været for mig.

Hormonkuren er ikke en bestemt kur man skal følge, men man bliver inspireret til at justerer nogle ting i sit liv udfra ens helt personlige hormonubalancer, som man har fundet frem til gennem hormontests. Det er derfor helt forskelligt hvilke ting man skal (kan) ændre i sit liv alt efter ens ubalancer og hvordan ens livsstil i forvejen er. Når det er en mere personlig “opskrift”, så er det lidt nemmere at holde sig til planen, synes jeg 🙂

Men hvordan ved man om timingen er rigtig? Når man har lysten men måske ikke overskuddet? Jeg ved det ikke, men jeg valgte at kaste mig ud i det. Jeg var faktisk desperat og jeg ville så gerne have det bedre end jeg havde det og med mine forholdvis lave forventninger til et bestemt resultat, så kunne det næsten kun blive en succes. Og det blev det.

Det var måske ikke et helt tydeligt svar, men jeg håber at jeg kom rundt om dit spørgsmål. Jeg håber, at du kan slappe af den sidste tid af graviditeten. Rigtig god fødsel og nyd din baby når han/hun melder sin ankomst <3 Hold kæft hvor er du sej, at du har en lavet en snart færdigbagt baby! Wauw, det er altså noget af en præstation og det mener jeg virkelig!!! Så sejt <3

 

God jul,

Kram Josefine”

12 ugers forandringer

Processed with VSCO with c2 preset

Jeg sidder nu og laver status på mine sidste 12 uger. Jeg har netop afsluttet en 12 ugers Hormonkur og det har simpelthen været så lærerigt og godt for mig. Jeg har tidligere været på samme Hormonkur v. Caroline Fibæk som er Naturopath i biologisk medicin inden jeg blev gravid med Elva og jeg var ret sikker på, at jeg vil tage en omgang mere efter min graviditet, som jeg nu har gjort. Jeg har nogle ret drilske hormoner, som med god grund har spasset en del ud, både nu men også gennem de seneste år. Da jeg startede forløbet for 12 uger siden gik det ærlig talt ikke særlig godt og som forventet var der en del udslag i min hormontest. Selvfølgelig var mine hormoner ikke helt stabile efter min graviditet og fordi jeg stadig ammede, men det var ikke kun graviditetshormoner som var et problem. Mit primære problem var både lav og for lav kortisolhormon (streshormon), hvilket skyldes at kortisolniveauet alt for længe har været for højt. Det gør binyrene trætte af den konstante efterspørgelse på kortisol – hvilket gør at man til sidst brænder ud. Når binyrene ikke fungerer optimalt, så producerer de ikke nok hormoner, hvilket både at indflydelse på blodsukkeret, kønshormon, stress-reaktionerne, immunforsvaret mm.

Jeg har ikke skrevet så meget om mit 12 ugers forløb, fordi jeg havde brug for at gennemfører dette forløb uden for mange forventninger – hverken fra mig selv eller andre. Jeg har taget munden for fuld så mange gange nu og det ender med at være en lang række af skuffelser og fiaskoer, fordi mine forventninger er for høje. I sommers røg jeg helt ned i kulkælderen, det skete faktisk da vi var på familieferie i Italien, for det hele ramlede sammen og jeg kunne nærmest igenting. Jeg var lammet. Træt. Ked. Træt på den der udbrændte måde. Jeg havde det bogstavlig talt af helvede til og jeg var døv selvom min krop skreg. Det har taget nogle måneder at få ord på. For jeg prøvede hele tiden at skubbe det til side og finde det glade ansigt frem. Jeg er fan af det glade ansigt, for jeg tror på at det faktisk kurerer rigtig mange ting, ved at finde det ansigt frem. Sådan lidt Ole Henriksen-agtigt, som jeg BTW er kæmpe fan af. Men det var som om at noget skulle ud af min krop, noget som det glade ansigt ikke kunne eller skulle kurerer. Nogle gange så skal det bare ud af kroppen. Ud og væk. Det er ikke sikkert, at det er noget som lige er opstået, men måske noget gammelt, som pludselig kommer op i pressede situationer. Sådan var det for mig. Jeg havde haft den dejligste fødsel og fået den dejligeste milde baby, Tore tog lang barsel sammen med mig og lavede ikke jobs i udlandet. Aya var glad for at blive storesøster og det hele faktisk meget godt. Men alligevel ramlede det. Der var noget min krop gerne ville fortælle mig og stadig gerne vil fortælle mig, så jeg prøver at gøre mig umage for at lytte efter.

Nu er de 12 uger færdige og jeg er et helt andet sted end da jeg startede. Jeg har det så meget bedre. Så meget mere overskud, jeg har en meget bedre forståelse for min krop, hvorfor den gør som den gør. Jeg har tabt mig, min hud er blevet pænere, min hovedbund er blevet bedre, min søvn er blevet bedre (og det er ikke kun Elvas skyld), min sukker og kaffecraving er minimeret, jeg er GLADERE – det er sgu det vigtigste! Selvom jeg (og børnene) har været ramt af rigtig meget sygdom de sidste par måneder, så har det ikke slået mig helt ud. Jeg ved godt hvorfor jeg er ekstra modtagelig for sygdom lige pt. og selvom jeg er et meget bedre sted end for 12 uger siden, så er der stadig et stykke vej endnu, før min krop er helt tilbage. Jeg har ikke fulgt forløbet 100%, nogle uger har jeg og andre uger jeg ikke. Så måske 70% i gennemsnit, men det har alligevel gjort en kæmpe forskel for mig. Jeg er også begyndt at træne igen sammen med Sif fra Fitmomcph, det havde jeg på ingen måde overskud til for 12 uger siden. Jeg kunne godt finde på, at tage de 12 uger igen, bare for at booste min krop endnu mere og få den helt back on track. Jeg er godt nok blevet meget klogere på hvordan kroppens hormonsystem fungerer og det er simpelthen så spændende. Jeg er dybt fascineret og taknemmelig for kroppen. Halleluja.
Processed with VSCO with 7 preset