Lidt tanker om intuition…

Jeg har i dag undervist en smuk gravidyoga time, hvor intuition var dagens tema. Jeg synes, at det er dejligt at træne og øve sig i, at mærke og følge sin intuition. Hvad er intuition egentligt og hvordan kan vi bruge den? Intuition kan være svær at beskrive, da det er en helt personlig fornemmelse. Intuition er:

  • Din mavefornemmelse.
  • Din indre stemme.
  • Din indre kraft.
  • Noget der føles mere rart eller rigtig end noget andet.
  • Noget der kom ud af det blå
  • eller noget helt andet

Når man er gravid er der rigtig mange anbefalinger, retningslinjer og gode råd man skal/kan følge. Når du bliver mor, er der næsten endnu flere gode råd fra andre mødre, bøger og fagfolk som udtrykker deres mening. Alle råd er givet som hjælp og oplysning, hvilket er utrolig dejligt, når man står i en helt ny situation, hvor man dårlig nok ved hvordan man tager en ble på en baby. Jeg synes at gode råd og anbefaleringer er dejlige, men min anbefaling til dig (muligvis rimelig paradoksalt) er, at følge din intuition, når du får gode råd og anbefalinger. Ta? imod dem som en gave og brug dem til det DU føler er rigtigt for DIG. Som mor finder man hurtigt ud af, at babyer og børn er vidt forskellige og det handler om at prøve sig lidt frem og følge sin intuition.

Intuitionen har mange måder at udtrykke sig på. Den taler i billeder, udsagn, energi i kroppen eller mangel på samme. Den kan tale i dufte og fornemmelser, som man ikke kan udtrykke med ord. Hvis du ikke er vant til at handle ud fra din intuition, kan det være svært at mærke hvornår det er din intuition der taler, eller hvornår det er den rationelle tankegang styret af teori, holdninger eller modstand.

Når du skal mærke din intuition, kan det være en rigtig god ide at finde roen i dig selv. Sæt tempoet ned og mærk kroppen. Din intuition taler hele tiden og ved at finde roen, har vi nemmere ved at høre hvad din intuition fortæller dig. Okey, nu lyder det måske mere komplekst end det er. Det handler egentlig ?bare? om at mærke efter og træffe valg ud fra, hvad du synes føles rigtig for dig.

Nogle gange hører/mærker du muligvis din intuition men tager den ikke alvorligt eller vælge at gøre noget andet, selvom det føles forkert. Måske i frygt for at såre mennesker omkring dig, for ikke at være til besvær eller noget andet.

Jeg har selv været og kan stadig være rigtig dårlig til at følge min intuition. Grunden er nok usikkerhed og at jeg ikke har haft troen på, at jeg kunne træffe mine valg ud fra en fornemmelse. Jeg har også været meget styret af normer og uskrevne regler, og tænkt “det kan jeg da ikke tillade mig”. Jeg har brugt rigtig meget tid på ting i liv, som ikke var rigtig for mig. Selvom min krop og intuition skreg til mig, hørte jeg ikke efter.

Se din intuition som en kærlig vejleder, som kun vil dig det bedste. Prøv at lytte til den hver dag og se hvad der sker. Det er faktisk ret dejligt.

kaere-krop0

Namasté


Kan hjertet vokse?

Om moderkærlighed. Om mor/barn forhold. Om den ubeskrivelige kærlighed der både gør godt og ondt.

Jeg går i disse dage og tænker meget over hvordan dyb og inderlig kærlighed både er fyldt med det dejligste af det dejligste, men kan også være fyldt med frygt. Frygt for at miste den dybe inderlige og ubeskrivelige kærlighed eller at denne kærlighed begrænser kærlighed til andre.

Kan jeg elske mit 2. barn så højt som mit 1.?

Jeg har været rigtig meget sammen med min datter, som nu er 3 år. Jeg havde barsel med hende i 13 mdr., så var hun i vuggestue indtil vi flyttede til USA, hvor jeg stort set gik hjemme med hende i 8 mdr. Min mand arbejder meget udlandet og i de perioder oplever jeg en helt særlig tosomhed med min datter. Nu er min datter startet i børnehave, hvilket har været rigtig sundt for os begge to. Jeg nyder at savne hende og jeg nyder at se hvordan hun lærer og bliver inspireret af andre end mig. Men hold nu op hvor er hun dejlig og jeg kan savne hende på bare få timer.

Denne kærlighed jeg har til min datter, oplever jeg som noget helt særligt. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan jeg kan have kærlighed nok, og helst lige meget, til min datter og til babyen i min mave…. Hvad hvis barnet vokser op og føler sig som Monica fra Venner, at hendes forældre bedre kunne lide hendes bror Ross end hende…

Kan ens hjerte og kærlighed vokse, så der er kærlighed nok til begge (eller flere) børn!?

Kærlige råd vol. 1

 

Søndagstanker…
10 kærlige råd til mig selv og til jer som kan bruge dem:

Slå rødder. Byg dit fundament og lad dine fremtidige eventyr udspringe fra dit stabile fundament.

Vær tålmodig.

Selvom du ikke kan se hvordan dine drømme skal gå i opfyldelse, så fokuser på ideen om, at det kommer til at ske. Du behøver ikke at kender alle skridtene derhen, for at rykke tættere på dit mål.

Spis hvad der gør din krop og sjæl glad.

Du er helt perfekt, som du er lige nu.

Fokuser på hvad din krop gør for dig, ikke hvordan den ser ud.

Tag springet. Slip frygten. Følg din intuition hvor end den følger dig hen.

Tilgivelse er nøglen til glæde og frihed.

Livet sker for dig og ikke imod dig.

Gør ingen skade, men find dig ikke i bullshit!

l

Hvorfor gravidyoga?

Gem dit ego væk og hyld din krop for dens fuldstændig fantastiske arbejde. Den er i gang med at lave et menneske. Et rigtig menneske, som måske allerede nu ligner dig. Så mærk din krop lige nu og giv dig selv og din baby lidt ekstra kærlighed. Lige nu.

Personligt synes jeg, at yoga er en af de bedste ting du kan gøre for dig selv, men også en af de bedste ting du kan gøre for din voksende baby i maven. Det er vigtigt at du finder den rigtige yogapraksis for dig. Der er kæmpe forskel på, hvordan yoga praktiseres og det er umuligt for mig at anbefale én yoga stilart. Prøv dig frem og mærk efter hvad der føles rigtigt for dig. Måske har du lyst til at dyrke yoga i et yogacenter, i et fitnesscenter, hjemme med en dvd/internettet eller måske har du lyst til at bevæge dig intuitiv ud fra din egen yogaerfaringer.

Jeg har lavet en lille liste over nogle af fordelene ved at dyrke yoga under graviditet;

1. udvikle udholdenhed og styrke

Din baby vokser sig større og tungere i din mave og du har brug for mere energi og styrke, så du kan bære de ekstra kilo, som følge med en graviditet. Yogaøvelser styrker dine hofter, din ryg, arme og skuldre mm..

(øvelse: Low flow)

2. Balance

Balancen bliver ekstra udfordret når du er gravid, både fysisk da dit balancepunkt ændre sig og mentalt pga. de hormonelle forandringer. Gennem balanceøvelser træner du din fysiske og mentale balance.

(øvelse: Tree Pose)

3. Afspænd kroppen

Afspænd belastede områder, såsom spændinger i lænden, hofter, bryst, øvre ryg, nakke og skuldre.

Som barnet vokser bliver kroppen mere tung og træt. Yoga kan hjælpe med at afspænde kroppen.

(øvelse: universalstræk)

4. Beroliger nervesystemet

Gennem det dybe åndedræt stimulerer vi det parasympatiske nervesystem, hvilket giver en afslappet tilstand. I denne tilstand fungere vores fordøjelse bedre, vi har mulighed for at sove bedre, og vores immunsystem er på sit optimale.(øvelse: Det dybe åndedræt)

5. Forbedredelse til fødslen

Til gravidyoga arbejder du bevidst med vejrtrækning under hver yogastilling og åndedrætsmetoder som kan bruges under fødslen. Der bliver arbejdet med udholdenhed, fødestillinger og mentaltræning.

(øvelse:kat/ko)

6. Skabe bånd til din baby

Gravidyoga giver mulighed for at sætte farten ned og sætte fokus på, hvad der foregår inden for vores kroppe. Gennem arbejdet med vores åndedræt bliver du mere bevidst om kroppens og babys signaler.

(øvelse: en blid hjerteåbner)

7. Øge cirkulationen

Yoga øger blodcirkulationen. Blodet transportere ilt rundt i alle kroppen kroge, hvilket skaber et sundt miljø for en blomstrende baby, forbedre vores immunforsvar, forhindre væskeophobninger mm. (øvelse: yoga flow)

8. Åndedrætsteknikker

Forskellige åndedrætsteknikker kan være et godt redskab til under veerne. Hvis vi bevidst trækker vejret med det dybe åndedræt, er vores blodtryk og puls reguleret og vil hjælpe med at være i en parasympatisk/ afslappende tilstand. Rolig mor lig rolig baby.

9. Et fællesskab/søsterskab

Det kan være meget betryggende at være sammen med en gruppe kvinder der er i samme situation som en selv. Det kan være med til at give en fælles forståelse og en særlig samhørighed.

10. En tid med omsorg

Gravidyoga er ikke kun godt for dig, men også din baby i maven. Det er en tid hvor du kan give dig selv og din baby i mave ekstra omsorg.

Det er kun en lille liste over nogle af fordelene.

Faktisk kan det være svært at sætter ord på hvad yoga gør. Det er så individuelt hvordan yoga opleves og føles. Men hvis du lige nu tænker, at du vil give yoga en chance, så gør det. Måske mere end én gang. Mærk hvordan det føles. Mærk din krop. Mærk hvordan du har det under din yogapraksis og hvordan du har det bagefter. Mærk dit åndedræt og mærk din voksende baby i maven.

 

Hormonella

Nattisser, raseriudbrud, en følelse af at hele verden er imod dig, glædeståre, blodnæse, hjertebanken, grineanfald, middagslur, store bryster, kvalme, elefantfødder og meget meget mere. Hvis du er gravid eller har været det, kan du måske nikke genkende til nogle af de ovenstående beskrivelser. Måske kan du ikke. Måske er det andre ting, som fyldte/fylder hos dig under din graviditet. Ingen graviditeter er ens og de opleves vidt forskelligt.

Allerede når du står med en positiv graviditetstest i hånden, er der godt gang i hormonproduktionen i din krop. Du kan opleve træthed i graviditeten, særligt i starten af graviditeten. Det skyldes dels hormonforandringerne men også den store energi, det kræver at opfostre et lille barn inde i maven. Kroppen kanaliserer en hel del af din energi ned til din lille baby. Det er også helt normalt at have humørsvingninger under graviditeten. Store hormonforandringer, kropsforandringer og træthed, samt de mange følelser og uvisheden omkring det hele kan medføre store humørsvingninger. Et af de aller første graviditetssymptomer du kan mærke er ofte ømme bryster. Niveauerne af progesteron og østrogen stiger igennem din graviditet. Det gør, at du får større blodgennemstrømningen og dine bryster bliver større (specielt efter uge 12). Din krop gør sig klar til at amme dit lille nyfødte barn. Hjerterytmen øges, da der skal op imod 50% mere blod i cirkulation, når du er gravid. Dette skyldes dels din vægtstigning men også, at der nu skal blod til moderkagen og barnet. Mange kvinder vil opleve at især fødder og hænder ophober væske under graviditeten. Det kaldes ødemer. Det skyldes dels hormonændringer men også at tilbageløbet af vand fra underkroppen er hæmmet grundet livmoderen.

Jeg har lavet en lille liste over nogle de hormoner der er på spil under graviditet:

Østrogen, som bl.a.:

  • Gør dine bryster ømme og får dem til at vokse.
  • Øger væsken i kroppen
  • Giver ændringer i fascier og man kan som gravid være mere smidig
  • Blodforsyningen til moderkagen stiger

Progesteron, som bl.a.:

  • Gør at kropstemperaturen stiger
  • Stimulerer åndedrættet
  • Afslapper glatmuskulaturen ? hvilket kan give forstoppelse (ikke god kombi med de anbefalede jerntilskud…) Men det kan hjælpe på, at gravide ikke får så mange plukveer tidligt i graviditeten.
  • Øger sansernes følsomhed ? lige pludselig lugter osten ekstra grimt

HCG, som bl.a.:

  • Er et graviditetsbevarende hormon
  • Produceres i moderkagen under graviditet
  • Måske er det skyld i kvalme og opkast
  • Øger apetit og tørst
  • Øger vækst af livmodermuskel

Relaxin, som bl.a.:

  • Har til formål at blødgøre livmoderhalsen, samt løsne bækkenet
  • Forbereder den gravide kvinde på fødslen
  • Blødgøre fascier
  • Kan give ledsmerter og søvnproblemer

Prolaktin, som bl.a.:

  • Har betydning for dannelse af mælk i brystkirtlen.

Oxytocin, som bl.a.:

  • Kærlighedshormonet
  • Findes i større mængder hos kvinder end hos mænd
  • Fremkalder kontraktioner i livmoder under graviditet, hvilket er vigtigt under fødsel.
  • Er essentielt for overlevelsen af det spæde barn, da det er ansvarligt for nedløbsrefleksen
  •  Kan i større mængder have indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed (er der nogen der siger)

Mange af ovenstående facts har jeg fået med mig fra gravidyoga uddannelsen ved Sattva, hos virkelig seje og kloge Maria Allingham og Rikke Bodenhoff. Skønne dygtige damer ??

Hormones-and-acne2

Older posts